Tomatrisotto
Aftensmad

Tomatrisotto

Tomatrisotto

Tomatrisotto – opskrift på en lækker cremet risotto med tomat.

Tomatrisotto eller risotto med tomat som det også kan kaldes, er noget af det lækreste tilbehør. Risene bliver tilpas bløde og får en så god og cremet tomatsovs.
Jeg har lavet tomatsovsen ud af passata som er purerede italienske tomater. Jeg plejer, at købe dem på glas, og vi har dem næsten altid på lager. Vi bruger passata både til pizzaer, spaghetti og gryderetter. Det har sådan en god smag, og der er ingen tomat-klumper i.

Udover passata er der også hvidløg, lidt fløde og parmesanost i saucen. Den smager så skønt, og det er lige før, at jeg ikke behøver kød eller andet til ;-)

Denne risotto er uden vin. Men vil man gerne have vin i sovsen, kan der tilsættes lidt hvidvin, imens risene svitses på panden. Jeg plejer dog altid at lave det uden vin, og jeg synes slet ikke at der mangler smag.

Risottoen kan spises sammen med fisk, kyllingelår eller en god oksesteg. Den kan også bruges som lidt ekstra til en salat-bowl, og er der rester tilbage kan de godt genopvarmes.
Risotto kan også spises som en forret, selv om vi nu kun plejer at bruge det som tilbehør til aftensmaden. Hvis du vil servere tomatrisotto som en forret, kan du anrette det i små skåle og pynte med friske krydderurter, ristede asparges, bønner, store flager af parmesanost eller mandler.

Risene som bruges til risotto kaldes enten risottoris eller arborio ris. Det er små korte tykke ris som egner sig godt til risotto. De kan købes i de fleste større supermarkeder og plejer at stå på samme hylde som de almindelig ris.

Prøv også denne opskrift:
Stegte riskugler lavet af en rest ris og rullet i rasp. De bliver gyldne og sprøde og smager simpelthen himmelsk.

risotto med tomat
Ris med tomat

Tomatrisotto

Antal 5 personer

Ingredienser

  • 1 fed hvidløg
  • Olie
  • 4 dl Arborio ris
  • 2 dl passata (purerede italienske tomater på flaske)
  • 12 dl vand
  • 1 terning grøntsagsbouillon
  • 2 dl piskefløde
  • 1 tsk. groft salt
  • Peber
  • 75 g Parmesanost
  • 1 spsk. Smør

Sådan gør du

  • Pres hvidløget i en hvidløgspresser og kom lidt olie ud på en sauterpande. Vend hvidløget på panden men uden at det bruner. Tilsæt risene og vend dem dem rundt på panden med en paletkniv eller grydeske. 
    Tilsæt tomaterne og lidt af vandet. Vend det hele godt rundt og tilsæt langsomt lidt mere vand til det hele er kommet i.
    Kom bouillon ned til risene og rør igen. Tilsæt herefter fløden, salt og peber og sæt komfuret på middel varme. På mit komfur er det 5-6 ud af 9. Rør i risene undervejs. Risene skal koge ret længe og bunden må ikke blive mørk/brænde på, så de skal vendes hyppigt.
    Når risottoen er færdig tages panden af komfuret.
    Riv parmesanost på et rivejern og hæld den i risene. Kom også en spiseske fuld smør i og rør det godt rundt.
    Smag risottoen til og tilsæt eventuelt mere salt og peber.  
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk
Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar