Spaghetti med kødboller
Aftensmad

Spaghetti med kødboller

Spaghetti med kødboller

Madplanen holder ferie i næste uge på grund af vinterferien. Det glemte jeg vist helt at nævne i denne uges madplan, men i stedet får I denne skønne opskrift på spaghetti med kødboller. Kødbollerne er lavet af en blanding af hakket oksekød og hakket svinekød, og så indeholder farsen både hvidløg, persille og rasp. Inden kødbollerne steges på panden vendes de i hvedemel. Så holder de faconen meget bedre og bliver ekstra sprøde udenpå.

Til kødbollerne har jeg lavet en dejlig cremet tomatsauce. Jeg plejer ikke at blende saucen, men det gjorde jeg denne gang, og det blev den virkelig lækker af. Meget mere appetitlig og cremet i konsistensen når den lige fik en tur i blenderen. Så hvis du gerne vil have en spaghetti med kødboller og cremet tomsatsauce, kan jeg bestemt anbefale at gøre det på denne måde.

Vi kunne ikke spise hele retten, så jeg tænker, at der nok er til 5-6 personer. Der var i alt fald rigeligt til fire personer, og hvis der er rester tilbage, kan de jo bare gemmes.

Prøv også: One pot pasta bolognese og pastaret med pølser og grøntsager.

Spaghetti med kødboller

Spaghetti med kødboller

Spaghetti med kødboller

Antal 5 personer

Ingredienser

Kødboller:

  • 500 g hakket oksekød
  • 350 g hakket svinekød
  • 2 fed hvidløg
  • 1,5 tsk. groft salt
  • Peber
  • 4 spsk. rasp
  • 2-3 spsk. persille
  • 2-3 spsk. revet parmesanost
  • 1 æg
  • Hvedemel
  • Olivenolie til at stege i

Tomatsovs:

  • Smør til at stege i
  • 0,5 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 680 g mosede tomater på glas (jeg har brugt den fra Urtekram)
  • 1 tsk. groft salt
  • Peber
  • 1 tsk. sukker
  • 0,5 tsk. chiliflager
  • 1 dl vand

Spaghetti:

  • 400 g ukogt spaghetti
  • Vand

Pynt:

  • Revet parmesanost
  • Frisk basilikum

Sådan gør du

Kødboller:
  • Kom oksekødet og svinekødet ned i en skål.
    Tilsæt presset hvidløg, salt, peber og rasp. Hak eller klip persillen fint og kom den i skålen. Riv parmesanost på et rivejern på den grove side og hæld også det ned i skålen. 
    Tilsæt ægget og rør farsen rigtig godt sammen. Det letteste er at bruge hænderne, da farsen skal æltes grundigt sammen. 
    Form 32-34 små helt runde kødboller ud af farsen. Kom mel ned i en dyb tallerken og rul kødbollerne i melet.
    Kom olivenolie ud på en stor pande og steg kødbollerne på panden. Der skal ikke meget olie på panden, for det er ikke meningen at kødbollerne skal frituresteges, men jeg har brugt mere olie, end jeg normalt ville ved stegning. 
    Når alle kødbollerne er stegt færdigt kommes de over i en skål eller et fad til resten af retten er klar.
Tomatsauce:
  • Hak løg og hvidløg og kom smør ud på en sauterpande. Tænd for komfuret ved middel varme og vend løgene 1 minuts tid. 
    Tilsæt de hakkede tomater og tomaterne på glas - derefter krydderierne og vand. Lad tomatsaucen simre i 15 minutters tid.
    Kom tomatsaucen ned i en blender og blend den til den er helt uden klumper og cremet. Hælden saucen tilbage i sauterpanden og tilsæt kødbollerne. 
Spaghetti:
  • Kog spaghettien efter anvisningen på pakken i rigeligt vand.
    Lad spaghettien dryppe af i en sigte inden retten anrettes. 
Anretning:
  • Kom spaghettien over på tallerkenerne eller på et stort fad. Kom tomatsaucen og kødboller ovenpå. Drys med revet parmesanost og friske basilikumblade. 
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar