Smoothie med granatæble og blodappelsin

Smoothie med granatæble og blodappelsin
Da jeg handlede ind i starten af ugen, købte jeg en masse blandet frugt. Jeg havde nær glemt blodappelsinerne i skuffen i køleskabet, og de var desværre nået at blive lidt bløde. Derfor valgte jeg at bruge dem i en smoothie, som jeg fik i morges. En frisk smoothie med granatæble og blodappelsin.

Begge frugter er syrlige, så jeg har tilsat honning og ren vaniljepulver, så smoothien også fik en lille smule sødme. Når du tager kernerne ud af granatæblet, er det bedst at få fjernet alle hinderne, inden du blender dem. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde været helt grundig nok og de hårde hvide hinder, ødelagde lidt af den ellers gode smag.
Så tippet om grundighed når du skal bruge granatæbler er hermed givet videre :-)

Smoothie med granatæble og blodappelsin
Opskrift på smoothie med granatæble og blodappelsin

Et granatæble
3 små blodappelsiner
10 isterninger
1 tsk honning
1 tsk 100% økologisk vaniljepulver (uden sukker)

Fremgangsmåde

Skær granatæblet over og tag alle kernerne ud ved hjælp af en ske eller gaffel. Når alle kernerne er taget ud, fjernes de hvide hinder, som eventuelt er kommet med. Kom kernerne ned i en blender sammen med de øvrige ingredienser og blend det hele godt sammen. Denne smoothie skal have lidt ekstra blende-tid på grund af granatæblekernerne. Nydes med det samme eller stilles på køl, til den skal drikkes.

Mængde

2 glas smoothie ned granatæble og blodappelsin


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.