sarah bernard kager
Kage og dessert

Sarah Bernhardt kager

sarah bernard kager

Sarah Bernhardt kager – de lækrste små petit four kager med makroner, chokoladetrøffel og mørk chokolade.

Til Maltes fødselsdag hvor vi havde inviteret Sørens side af familien, havde jeg lavet flere små desserter. Der var blandt andet små hjemmelavet Daim, is med bær og nem chokoladekage og fine små Sarah Bernhardt kager.

Sarah Bernard kager består af en bund af makron, en virkelig lækker chokoladetrøffel creme og mørk chokolade. Det er en sød og lille kompakt kage som smager noget så skønt. Sarah Bernhardt kager kan laves i både små, mellem og store størrelser, hvor jeg foretrækker de små. Jeg synes det skal være en lækker lille hapser, og at det bliver forvoldsomt, når de laves i store.

Cremen til kagerne er nem og enkel at lave. Der skal kun bruges piskefløde og en god mørk chokolade. Dog skal cremen laves dagen inden, den skal bruges, så den kan nå at komme i køleskabet og sætte sig.

Jeg har brugt en lille kagespartel til at forme cremen med. Det gøres ved at tage lidt creme op på spartlen og forme det i en lille top på makronen. Det kræver lige lidt øvelse, men efter de første par kager bliver det meget lettere.

Jeg har dyppet kagerne i lækker mørk chokolade. Hvis du synes, at der skal lidt mere pynt til, kan du drysse kagerne med frysetørrede bær eller spiseligt glimmer. Begge dele kan man købe i større supermarkeder i mel- og kageafdelingen eller online på nettet.

Opbevar Sarah Bernhardt kagerne i en beholder med låg på i køleskabet. Kagerne smager bedst, når de er kolde. De kan godt holde sig friske i et par dage.

Der bliver 28 kager ud af opskriften, og der er brugt små makroner som bund. Jeg har brugt makroner fra Karen Volf, dem der hedder dessert makroner.

sarah bernard opskrift
sarah bernard

Sarah Bernhardt kager

Antal 28 stk.

Ingredienser

  • 250 ml piskefløde
  • 100 g mørk chokolade til cremen
  • 28 små makroner
  • 200 g mørk chokolade til dyppelse

Sådan gør du

  • Om aftnen - cremen laves
    Hak chokoladen fint - 100 gram.
    Kom piskefløden ned i en lille gryde og varm fløden op til den ryger. Fløden må ikke boble eller koges for meget. Så snart fløden ryger skal den tages af varmen.
    Kom den hakkede chokolade ned i fløden og rør det godt rundt.
    Hæld det ned i en skål og kom låg over skålen. Sæt skålen i køleskabet til dagen efter.
    Dagen efter - cremen smøres på
    Dagen efter har cremet sat sig og er blevet tyk. Rør cremen rundt med en ske inden den skal piskes med et piskeris.
    Pisk cremen sammen ganske hurtigt. Cremen må ikke piskes for længe men kun lige til den er cremet, blød og god.
    Sæt makronerne på et stykke bagepapir (med en plade eller skærebræt under) med den flade bund op. Det vil sige at den del af makronen som "vipper" skal være nederst.
    Smør cremen på i en top med en lille kagespartel som er beregnet til små kager og chokolade. Hvis du ikke har sådan en, kan du også bruge en spisekniv eller børnekniv.
    Sæt pladen med makronerne på køl i 30 minutter.
    Dyppelse i chokolade
    Smelt chokoladen - 200 gram. Hvis du har et køkkentermometer kan du temperere chokolade så den får en temperatur på 31-33 grader.
    Hæld den smeltede chokolade ned i et glas.
    Dyp en kage af gangen ned i chokoladen. Lad chokoladen dryppe godt af inden du vender den om og sætter den tilbage på bagepapiret.
    Dyp alle kagerne i chokoladen og lad derefter chokoladen størkne. Hvis det er varmt i vejret, kan du sætte kagerne på køl, så det går hurtigere.
    Opbevar kagerne på køl til de skal spises. De smager bedst, når de er kolde.
    Læs mere om opbevaring af kagerne længere oppe i teksten.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk
Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar