Rugbrødsboller med chokolade

Rugbrødsboller med chokolade

De her rugbrødsboller med chokolade er perfekte som en lille snack eller i madpakken.
De mætter godt, da der er masser af frø og kerner i, og så har jeg bagt dem med en blanding af rugmel og hvedemel. Der bliver 24 rugbrødsboller ud af opskriften, og de kan godt fryses.

Jeg har brugt en 70% chokolade, men en chokolade med mindre kakaoindhold kan også sagtens anvendes. Det kan være, at der skal justeres lidt på mængden af honning, hvis rugbrødsbollerne ønskes sødere i smagen. Rugbrødsbollerne har en sprød bund og en top af hakkede mandler. De er bløde indeni, og kan enten spises som de er eller skæres over og spises med fx. smør og ost.

Efter bagning er det en god idé at lade rugbrødsbollerne køle af på en rist inden de spises. Hvis bollerne skal fryses ned, kan de pakkes i poser med en clips på. Så er det nemt lige at tage et par stykker ud af fryseren.

Rugbrødsboller med chokolade

Opskrift på rugbrødsboller med chokolade

75 g knækkede hvedekerner
75 g hørfrø
75 g rugflager
75 g sesamfrø
+ 6 dl vand

1 hvidtøl – 33 cl
25 g gær
2-3 spsk honning
2,5 tsk groft salt
175 g rugmel
275 g hvedemel
200 g mørk chokolade
4 spsk kakao (usødet)
40 g hakkede mandler

Fremgangsmåde

Kom vand og frø og kerner ned i en lille gryde og tænd for højeste varme på komfuret. Rør i gryden imens frøene og kernerne får lov at koge i 4-5 minutter.
Det kommer til at ligne en tyk grød. Tag gryden af komfuret og lad de kogte frø og kerner køle af i køleskabet eller udenfor.

Åben hvidtøllen og kom den ned i en skål og rør den sammen med gæren. Tilsæt honningen og derefter saltet og rør det sammen.

Hæld de afkølede frø og kerner i. De må gerne stadig være varme, men ikke kogende når de tilsættes. Kom melet i lidt af gangen imens der røres. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at røre dejen sammen med. Man kan også bruge en elpisker med dejkroge på eller røre dejen ved håndkraft – bare det gøres grundigt.

Hak chokoladen groft og kom den ned i dejen sammen med kakao. Rør dejen godt sammen så der ikke er nogen melrester i skålen. Sæt dejen til at hæve med et viskestykke over skålen i 30 minutter.

Kom bagepapir på to plader. Tag dejen op ved hjælp af to spiseskeer og lav cirka 24 rugbrødsboller. Drys hakkede mandler hen over bollerne inden de kommes i ovnen.
Bagetid: 22 minutter ved 200 grader varmluft (bagetiden afhænger af ovnen).
Bollerne skal have en sprød bund men stadig være bløde på toppen og i midten.

Lad rugbrødsbollerne køle af på en rist inden de spises.

Mængde

24 rugbrødsboller med chokolade

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.