Ristaffel
Aftensmad

Ristaffel

Ristaffel

Ristaffel – en skøn opskrift på ristaffel med kylling, kogte ris og en masse lækkert tilbehør.

Vi elsker ristaffel herhjemme! Det er virkelig en ret, som både børnene og vi voksne holder af at få. Jeg har lavet ristaffel mange gange i forskellige varianter, og når vi får den som boller i karry eller kylling i karry, er det også altid med forskelligt tilbehør til. Det er super hyggeligt selv at få lov til at pynte sin mad ved bordet, og både frugterne og det øvrige tilbehør smager skønt sammen med karrysovsen.

I denne her opskrift fik vi en blanding af friske frugter, rosiner, kokos og peanuts. Som en lille ekstra ting havde jeg lavet små stykker sprøde bacon, og det var bestemt ikke en dårlig idé. Udover at jeg vidste at bacon ville vække glæde, da jeg bor sammen med tre bacon-elskere, så synes jeg at baconen gav lidt ekstra knas til retten.

Jeg ved, at det det også smager godt med agurk, tomater eller revet gulerødder til ristaffel – men I må meget gerne med flere ideer til tilbehør. Det kunne jo være, at vi skulle prøve noget nyt næsten gang, vi skal have ristaffel med kylling :-)

Forslag til tilbehør til som man kan spise sammen med kylling i karry ristaffel:

  • Bananskiver
  • Frisk ananas
  • Æbletern
  • Små stykker bacon
  • Salte peanuts eller cashewnødder
  • Agurk og tomat
  • Revet gulerødder
  • Rosiner
  • Kokos
  • Mangochutney
  • Friske krydderurter fx. persille eller brøndkarse

Når jeg laver kylling i karry og ristaffel, bruger jeg en helt almindelig karry – ikke de stærke udgaver. Jeg ved, at børnene begge to rigtig godt kan lide karry, men den skal helst ikke være alt for kraftig. Hvis du er til det stærke, kan du tilsætte en ekstra stærk karry, spidskommen og lidt tørret chili.

Kylling i karry med ris

Ristaffel

Ristaffel

Antal 5 personer

Ingredienser

  • 650 g kyllingeinderfilet
  • Smør til at stege i
  • 1 løg
  • 3,5 tsk. karry
  • 0,5 tsk. gurkemeje
  • Kyllinge-fond eller bouillon
  • 4 dl piskefløde
  • 2 dl sødmælk
  • Salt og peber
  • Sovsejævner

Tilbehør:

  • En halv ananas
  • 2 æbler (Pink Lady)
  • 2 mandariner
  • 2 bananer
  • Kokos
  • Peanuts
  • Jumbo rosiner
  • 2 pakker bacon
  • Kogte ris og lidt bredbladet persille

Sådan gør du

  • Kog risene efter anvisningen på emballagen og lad dem stå med låg over gryden til resten af retten er klar.
    Klargør tilbehøret og anret det i små skåle. Vent dog med at skære bananerne og æblerne til sidst, så de ikke bliver brune imens kyllingen laves. Baconen er klippet ud i små stykker med en saks, og svitset på panden til de var helt sprøde.
    Skær kyllingen ud i små passende stykker, så den er klar til panden. Skræl løget og hak det ud i små bitte tern og kom det på en sauterpande med smør. Når løgene er klare (de skal ikke brunes) tilsættes karryen. Det er vigtigt, at der er nok smør på panden, så løgene og karryen ikke brænder på. Ved at svitse karryen på panden i stedet for bare at hælden den i sovsen – afgives der meget mere karry smag. Vend karryen og løgene rundt på panden til det er blandet godt sammen. Tilsæt kyllingen og vend også det med rundt på panden.
    Når kyllingen er hvid tilsættes gurkemeje og kyllingefond eller bouillon. Hæld fløden og mælken over kyllingen og lad retten simre ved svag varme i 5-8 minutter. Smag karrysovsen til med salt og peber og tilsæt eventuelt sovsejævner efter behov.
    Server de kogte ris sammen med lidt bredbladet persille, kyllingen i karrysovs og tilbehøret i små skåle, så man selv kan få lov at blande og pynte sin mad ved bordet.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

6 Kommentarer

  • Svar Anna-Kathrine 11. november 2016 at 10:50

    Ristaffel er også en favorit hos mig! God idé med bacon – det må jeg prøve næste gang. Tak for en dejlig opskrift – og inspiration. Jeg tror jeg skal have ristaffel til aftensmad i dag ;-)

    • Svar Mie 12. november 2016 at 12:10

      Det smager også godt og baconen gør retten ekstra god ;-)

      Fortsat god weekend.

  • Svar Trine 14. november 2016 at 18:47

    Skal lave det i morgen, hvor meget kyllinge fond skal der ca i?

    Tak for en god og inspirerede blog.

    • Svar Mie 14. november 2016 at 20:25

      Hej Trine

      Jeg har brugt en købe kyllingefond fra Knorr. De kommer i små færdige “brikker” af 28 gram.
      Er det hjemmelavet fond, du vil bruge?

      Tak for de søde ord og rigtig god aften.
      Hilsner fra Mie

  • Svar Cat Nielsen 14. oktober 2017 at 06:43

    Vi elsker også ristaffel.

    Jeg laver også skåle med hakket hårdkogt æg – hakkede rødbeder – mangochutney.

    Hilsen Cat

    • Svar Mie 16. oktober 2017 at 09:53

      Gode ideer, tak! :-)

      Hilsner fra Mie

    Skriv din kommentar