Sommermad
Salat

Regnbuesalat

Regnbuesalat

Jeg har ikke fået lavet så meget mad i denne uge. Dagene er gået med at passe de to syge skoldkoppe drenge og at prøve at holde huset nogenlunde pænt. Vi har to aftner bestilt maden udefra, da overskuddet ikke har været til andet. I går fik jeg dog taget mig sammen og lavet noget ordenligt aftensmad til os. Søren og jeg fik bøffer og drengene pølser med krydderier. Som tilbehør fik vi frisk pasta, og så lavede jeg denne regnbuesalat med farverige grøntsager og sorte bønner.

Er det ikke skønt med alle de farver? Lige sådan som en god sommersalat skal være og perfekt til en grillaften i haven. Grillaften og tid i haven lader dog desværre stadig vente på sig. Det er da utroligt, som det kedelige regnfulde vejr bare fortsætter og fortsætter. Jeg vandede haven i onsdags, og det havde jeg da vidst ikke behøvet ;-) Der kommer forhåbentlig et par solrige timer i weekenden, og så skal vi helt sikkert en tur i haven. Det trænger både drengene og jeg til. Vi er ved at få lidt kuller af at opholde os inde hele dagen.

Regnbuesalat

Regnbuesalat

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 1 dåse (400 g) black beans
  • 2 majskolber
  • 1 rødløg
  • 1 orange peberfrugt
  • 0,5 agurk
  • 2 store blommetomater
  • 1 håndfuld bredbladet persille

Dressing:

  • 7 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 0,5 fed hvidløg (presset)
  • 1-2 tsk. citronsaft
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Tag bladene af majskolberne og kog dem i en stor gryde med vand i 18-20 minutter. Når de er kogte og afkølet skæres majsene af med en skarp kniv – ned langs majskolben.
    Hæld væden fra bønnerne og skyl dem under koldt vand inden de hældes ned i en skål. Skyl grøntsagerne og hak rødløg, peberfrugten, agurk og tomaterne i små fine tern. Skyl også persillen og hak den fint inden alle grøntsagerne og bønnerne blandes sammen.
    Bland dressingen sammen og hæld den over salaten og vend det hele godt sammen.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar