Pizzasnegle med pesto og serranoskinke

Pizzasnegle med pesto og serranoskinke

De her lækre pizzasnegle med pesto og serranoskinke bagte jeg sammen med Malte i går. Vi lavede en stor portion, så der både var til eftermiddagsmaden men også en masse snegle til fryseren og madpakkerne. Jeg ved, at drengene godt kan lide at få lidt lækkert med i madpakken, og for mig er det en nem og hurtig måde lige at tage et par pizzasnegle op af fryseren, når madpakkerne laves.

Udover i madpakken er pizzasneglene også velgenet som en lille velkomst-snack, på tapas-bordet eller til børnefødselsdag. Dejen er nem at lave og også arbejde med, så børn kan sagtens være med til at lave pizzasneglene. Malte vil tit gerne være med i køkkenet, og specielt når der skal bages og rulles dej. Jeg hjalp ham med at rulle dejen ud, men det gode når man laver pizzasneglene er, at det ikke er så vigtigt om dejen får en helt præcis form. Så længe den rulles flad og er lidt længere på den ene led, så kan den rulles sammen.

Pizzasneglene blev rigtig gode, hvis jeg selv må have lov at sige det :-) God smag, lækkert fyld, tilpas snaskede og dejlig bløde. Opskriften kan I se lidt længere nede under billedet.

Flere pizzasnegle:
Pizzasnegle med rugmel
Pizzasnegle med skinke og ost
Pizzasnegle med cheddar og frisk timian
Mexi-snegle med oksekød

Pizzasnegle med pesto og serranoskinke

Pizzasnegle med pesto og serranoskinke

Opskrift på pizzasnegle med pesto og serranoskinke

3 dl koldt vand
25 g gær
1 tsk sukker
1 tsk havsalt
2 spsk olivenolie
500 g Tipo 0 hvedemel (italiensk hvedemel) + lidt ekstra til når dejen skal rulles ud

Fyld:
10 spsk grøn pesto med basilikum (170 gram)
120 g serranoskinke
250 g revet mozzarella

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olivenolie. Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at ælte dejen. Den skal æltes, til den er helt glat og ensartet. Sæt dejen til at hæve i 45 minutter med et viskestykke over skålen.

Del dejen i to dele og drys lidt mel ud på bordet og på kagerullen. Rul begge klumper dej ud til to store pizzaer (de må gerne være lide aflange).

Smør pestoen ud på begge pizzaer med en ske. Læg stykkerne af serranoskinken på pizzaerne og drys osten ud over. Rul pizzaerne stramt sammen på den lange led som en roulade. Skær “pizza-rouladerne” ud til 30-32 pizzasnegle og læg dem på to plader med bagepapir.
Hvis der er “ender” af dej på pizzasneglene, er det en god idé, at bukke dem ind under bunden, så de ikke går op under bagningen.

Bagetid: 15-16 minutter ved 200° (varmluft). Bagetiden afhænger af ovnen.

Mængde

30-32 pizzasnegle med pesto og serranoskinke

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.