Pastaret
Aftensmad

Pasta og grøntsager i tomatsauce

Pastaret

Nemt tilbehør til aftensmaden – pasta og grøntsager i tomatsauce.

Jeg prøver at lave lidt nyt tilbehør til vores aftensmad som denne pasta og grøntsager i tomatsauce. Børnene kan rigtig godt lide, når det er de sædvanlige kartofler, ris eller pasta, men Søren og jeg synes nu, at det er rart med lidt fornyelse.

Vi havde en pakke rotelle pasta (møllehjul som plejer vi at kalde dem) i køkkenskuffen med pasta og ris. Dem kogte jeg og blandende sammen med hvidløg og grøntsager på panden, og til sidst har jeg hældt tomatpassata ud over. Tomatpassata er purerede tomater på flaske, og det bruger jeg meget tit i stedet for hakkede tomater. I tomatpassata er der nemlig ingen tomat-klumper så sovsen bliver mere cremet og lækker i det.
Hvis du ikke har møllehjuls-pastaer kan penne, skruer eller lange spaghettier selvfølgelig også bruges til retten.

Til min pasta med grøntsager har jeg brugt en hel squash, presset hvidløg, en bakke babyspinat og en orange peberfrugt. Ligesom med pastaen kan man jo blande lige de grøntsager i, som man synes bedst om. Nu var det bare lige det vi havde, og jeg tænkte at det ville blive til en lækker blanding.

Vi er ikke særlig gode til at spise spinat herhjemme. Børnene er ikke vilde med det, og jeg bryder mig mest om det, når det ikke fylder for meget i maden. Så det må gerne være der med uden at være hovedingrediensen. Frisk spinat i salater har jeg faktisk ikke spist så meget af. Men det kunne da være, at jeg skule til at lave et par salater med spinat.

Som topping på retten kom vi tynder skiver af parmesanost. Man kan også vælge at rive det fint på et rivejern og vende det rundt i pastaen – så osten smelter.

Prøv også disse nemme hverdags pastaretter:
Pastaret med mørbrad og chorizo og svensk pølseret med spaghetti.

Pasta og grøntsager i tomatsauce
grøntsager

Pasta og grøntsager i tomatsauce

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 250 g ukogt pasta fx. penne, skruer eller rotelle
  • 1 squash
  • 1 peberfrugt
  • Olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • 125 g babyspinat
  • 1,5 dl tomatpassata (purerede italienske tomater på flaske)
  • Salt og peber
  • Parmesanost

Sådan gør du

  • Kog pastaen efter anvisningen på posen og lad dem dryppe af i en sigte.
    Skyl squashen og skær enderne af. Skær squashen ud i tern.
    Skyl også peberfrugten og skær den ud.
    Kom lidt olivenolie ud på en stor pande eller en sauterpande og varm den op.
    Svits presset hvidløg på panden og vend squashen og peberfrugten sammen med hvidløget. Vend det rundt i et par minutter.
    Hæld de kogte pastaer ud på panden og vend det hele godt rundt.
    Skyl og tilsæt derefter spinaten og vend den med rundt.
    Hæld tomaten ud over retten og smag til med salt og peber.
    Skær tynde skiver af parmesanost og kom dem øverst på retten.
    Server retten sammen med for eksempel kylling eller fisk.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk
Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar