Pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs
Aftensmad

Pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs

Pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs

Pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs – en nem og cremet pastaret.

Så er der en ny pastaopskrift på bloggen – pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs. En skøn og børnevenlig hverdagsret for hele familien. Peberfrugtsovsen er virkelig god og cremet og ikke spor svær at lave.

Jeg har brugt en blanding af røde peberfrugter, cherrytomater, squash, rødløg og hvidløg. Grøntsagerne er først stegt på panden og derefter har de været en tur i blenderen. Det giver sovsen en god konsistens uden store klumper. Du kan også vælge at blende sovsen endnu mere og eventuelt tilsat fløden imens, så den bliver endnu finere i konsistensen.

Retten er serveret med kogte pastaer, sprødstegte stykker af kalkunbacon og så er der toppet med frisk basilikum og revet parmesanost.
Der var mere mad, end hvad vi fire kunne spise – to børn og to voksne. Så jeg vil i hvert fald mene, at der er nok til 5 personer – måske også 6 personer. Server eventuelt et godt stykke brød til eller en frisk salat.

Mine børn kan rigtig godt lide kalkunbacon, ja de kan nu også godt lide almindelig bacon og bare bacon generelt. Men vi bruger ofte kalkunbacon til salater eller i pastaretter. Hvis I ikke lige er til kalkunbacon hjemme ved jer, kan almindelig bacon selvfølgelig også bruges.

Hvis du har spørgsmål til opskriften, kan du skrive til mig nederst i kommentarfeltet. Jeg hører også meget gerne, hvis du har prøvet at lave retten, og hvad I synes om den? :-)

Se mange flere gode opskrifter på pastaretter her:
Pastaretter
Der er både pastaretter til hverdag og weekend, nemme pastaretter og sunde pastaretter.

Min blog-kollega Benedicte som står bag bloggen Benedistes mad laver også skønne hverdagsretter. Prøv for eksempel hendes one pot spaghetti med chorizo som virkelig kan anbefales.

peberfrugtsovs

Pasta med kalkunbacon og peberfrugtsovs

Antal 5 personer

Ingredienser

Peberfrugtsovs

  • 2 store røde peberfrugter
  • 20 cherrytomater
  • 1 squash
  • 1 stort rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 dl vand
  • Salt og peber
  • 1 tsk. timian
  • 250 ml madlavningsfløde

Tilbehør

  • 400 g Spaghetti
  • 500 g kalkunbacon

Pynt

  • Parmesanost
  • Frisk basilikum

Sådan gør du

  • Skyl og skær alle grøntsagerne ud i grove tern.
    Kom olie ud på en sauterpande og varm den op. Hæld alle grøntsagerne ud på panden og steg dem i 10-12 minutter. Vend grøntsagerne hyppigt rundt på panden.
    Tilsæt vandet og hæld det hele over i en blender. Blend det godt sammen til sovsen har en tyk konsistens uden store klumper.
    Hæld sovsen tilbage i panden og tilsæt salt, peber og timian. Til sidst kommes fløden i og sovsen smages til.
    Varm sovsen op og derefter til side med et låg over gryden, så resten af retten kan tilberedes.
    Kog spaghettien efter anvisningen på pakken.
    Steg kalkunbaconen på panden - eventuelt i lidt smør. Efter stegning har jeg brugt en køkkensaks til at klippe baconen ud i mindre stykker.
    Spis retten med revet parmesanost og frisk basilikum til.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Følg meget gerne med på min Facebook og Instagram profil også. 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar