Oasis Park – Fuerteventura

Oasis Park - Fuerteventura

Samme dag som vi havde lejet bil, tog vi til Oasis Park – Fuerteventura.
Jeg mener, at det tog en lille times tid at køre der til. På næsten hele køreturen kørte vi forbi en masse smukke bjerge og kørte meget op og ned. Trods mange bakker så var alle vejene gode og brede at køre på. Der var ingen hullede eller ustabile veje, som man ellers godt kan opleve sydpå.

På indgangen ind ved Oasis Park står der “We show nature with admiration and respect”, og det må man sige at de gør. Hele parken er bygget utroligt flot op, og man får virkelig følelsen af at gå i naturen og dyrenes hjem. Dyrene ser ud til at have god plads, bo godt og så tæt på som i naturen som muligt. Oasis Park er meget stor og tager timer at komme igennem, hvis man gerne vil se det hele.

Oasis Park - Fuerteventura

Oasis Park - Fuerteventura

Over alt var der palmer, planter og smukke blomster. Vejret var behageligt varmt og solrigt, så det var en rigtig god tur-dag. 

At gå i parken

Parken er kæmpe stor, og vi gik der i mange timer. Faktisk gik vi der så længe, at mit smart-ur nåede op på 20.500 skridt den dag! Nøøøj hvor havde vi ømme ben den aften.

Til de som ikke var så godt gående eller mindre børn, kunne man leje trækvogne og el-scootere til en og to personer. Det så vi flere der gjorde.

Oasis Park - Fuerteventura

Et hulepindsvin som nød det dejlige solskinsvejr – til højre Malte som havde fået meget trætte ben.

Oasis Park - Fuerteventura

Her var de i gang med at bygge et helt nyt område til dyrene.

Oasis Park - Fuerteventura

Dyr man kan se i parken

I Oasis Park har de mere end 3000 dyr og 250 forskellige arter. I parken kan man både se aber, fugle, skildpadder, krokodiller, giraffer, elefanter, leoparder, kænguruer, flamingoer og mange andre dyr.

Ved små boder kunne man købe “food bags”. Det er små poser med mad til udvalgte dyr.
Vi opdagede det desværre først for sent, men så flere som fodrede girafferne.
Girafferne kom helt tæt på, og både drengene og mig fik lov at røre dem. De var meget mere ru i pelsen, end jeg havde regnet med, og så var de utrolig rolige og med rare øjne.

Oasis Park - Fuerteventura

Girafferne kom helt tæt på os. Så tæt at vi godt kunne røre dem forsigtigt. Trods deres store størrelse virkede de så rolige.  

Oasis Park - Fuerteventura

Flamingoerne gik rundt i denne fine lave sø omringet af palmer og planter. 

Oasis Park - Fuerteventura

Hvide albino kænguruer som slapper af og hygger sig i solen. 

Oasis Park - Fuerteventura

Vi gik og gik OG gik i den kæmpe park. Alligevel tror jeg ikke, at vi nåede hele vejen rundt.

Kamel-safari

Vi gav cirka 300 kr. for os fire for kamel-safari. Billetterne til kamel-safari købte vi ved indgangen, og derefter skulle vi gå hen til “zone 1” hvor kamelerne holdt til.

I et større område af parken gik en masse kamelerne rundt og et par af dem lå klar med sadler på. William og Malte fik kamelen foran os og Søren og mig sad på kamelen bag ved.
Herefter red vi på række ud i et ødet “ørken område” med dyrepasserne ved siden af. Det var noget af en oplevelse, og jeg tror faktisk, at jeg var endnu mere bange end Malte var, da kamelen rejste sig op :-) Det er godt nok et stort dyr, og det føltes som om, at vi kom meget højt op i luften, da de rejste sig.

Turen gik heldigvis godt, og det er helt klart en af de oplevelser, som drengene stadig taler om.

Oasis Park - Fuerteventura

Restauranter i Oasis Park

Der ligger tre restauranter i Oasis Park, og jeg kan ikke huske, hvad den hed der hvor vi spiste. Vi havde jo egentlig betalt frokost på hotellet, men da vi var i parken midt på dagen, spiste vi frokost der. Vi sad der ikke så længe, da det var lige inden vi skulle over til kamelerne, så vi bestilte bare tre pizzaer og vand til os alle.

Priser

I Oasis Park skal man have den “tunge pung” med, for der er dyrt.
Vi betalte 1100-1200 kr. for indgang og kamel-safari. Det koster det også i mange andre dyreparker, men prisen kom alligevel lidt bag på os.
Priserne er da også turist-justeret, så det koster cirka det dobbelte for turister at komme ind i parken, som det gør for indbyggerne på Fuerteventura.

Min anmeldelse af Oasis Park – Fuerteventura

Vi havde en god dag i parken, og jeg vil helt sikkert anbefale Oasis Park som tur, skulle man komme til Fuerteventura. Det er en rigtig rigtig flot og stor park, og her kan man sagtens få en hel dag til at gå.

Læs også: Stedet hvor vi boede Playitas – Fuerteventura og den lækre strand Playa De Jandia – Fuerteventura.

Følg Madling.dk på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.