Madpakker
Brød og boller

Mini pølsehorn med speltmel

Mini pølsehorn med speltmel

Til fødselsdags-brunchen i weekenden havde jeg også lavet disse mini pølsehorn med speltmel. De egner sig rigtig godt til fødselsdag med små gæster, men de er også gode til madpakken eller som mellemmåltid.

Jeg havde lavet en stor portion mini pølsehorn, og ud af den ekstra dej der var tilbage, lavede jeg et brød (opskriften kommer senere). Jeg havde med vilje underbagt pølsehornene en lille smule, så bagetiden kunne passe med, at de skulle lunes til fødselsdagen. Efter bagning og afkøling pakkede jeg pølsehornene i fryseposer med clips på, så var de nemme at tage op på dagen og resten blev gemt til Williams madpakke.

Udover pølsehornene her lavede jeg også hjemmelavet nutella til vores brunch.
Der kommer et par opskrifter endnu fra fødselsdagen, men ind til da kan der findes brunch inspiration her.

Mini pølsehorn med speltmel

Mini pølsehorn med speltmel

Antal 80 stk.

Ingredienser

Der bliver 80 mini pølsehorn ud af opskriften + et brød eller et par boller

  • 6 dl koldt vand
  • 50 g gær
  • 2 tsk. sukker
  • 1,5-2 tsk. havsalt
  • 4 spsk. olivenolie
  • 1000 g speltmel + ekstra mel
  • 20 pølser

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olivenolie. Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at ælte dejen. Den skal æltes, til den er helt glat og ensartet. Sæt dejen til at hæve i 45 minutter med et viskestykke over skålen.
    Kom mel ud på køkkenbordet og del dejen op i tre dele.
    Rul den første klump dej ud på bordet med en kagerulle. Dejen skal rulles flad og have nogenlunde samme tykkelse som en tynd pizzabund. Skær dejen ud i 10 dele med en kniv og rul hver del dej rundt om pølserne (10 af pølserne).
    Skær hver pølse ud i 4 stykker så de bliver til mini pølsehorn. Gør det samme med den næste klump dej og de 10 sidste pølser. Læg alle pølsehornene på plader med bagepapir.
    Brug den sidste klump dej til et brød (opskrift følger) eller form den til boller som drysses med birkes eller sesam.
    Bag pølsehornene i en forvarmet ovn. Bagetid: 12-14 minutter ved 225 grader. 
    Lad pølsehornene køle lidt af på en rist inden de spises eller kom dem i fryseren, når de er kølet af.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Camilla I. 8. februar 2018 at 08:34

    Hej Mie.

    Jeg har tænkt på at lave de her minipølsehorn, og jeg ville lige høre om man kan erstatte speltmelen med hvedemel og rugmel?

    MVH Camilla

    • Svar Mie 8. februar 2018 at 10:01

      Hej Camilla

      Det tror jeg sagtens, at man kan :-)

      Vh. Mie

    Skriv din kommentar