Mexi-snegle med oksekød

Mexi-snegle med oksekød

Nu hvor vi har fået to skolebørn, kan jeg godt mærke, at der bruges mere tid på madpakkerne.
Både fordi der nu skal laves dobbelt 10-mad (formiddagsmad) og dobbelt madpakke, men også fordi, jeg lige skal finde ud af, hvad Malte godt kan lide at få med.
I den børnehave som Malte gik i, var de så heldige at få hjemmelavet mad hver dag.
Så derfor har jeg ikke været vant til at lave madpakke til ham.

For at gøre det nemmere at lave madpakker er jeg begyndt at skære grøntsager ud og hælde op i bøtter til et par dage af gangen. Noget jeg har vist i min story på Instagram profil et par gange. Hvis du ikke allerede følger med der, kan du finde min profil under madling_dk :-)
Når grøntsagerne står klar (og er skyllet), er det hurtigere at komme dem i madpakkerne. Både Malte og William er glade for grøntsager, så det får de med hver dag.

Udover at forberede grøntsager prøver jeg også at have en eller anden form for hjemmebag i fryseren. Det kan være frikadelle-boller, madpakke-boller, pizzasnegle eller horn. Efter de er bagt kommer jeg dem i fryseposer med clips på, og så er det nemt lige at tage et par stykker op til madpakkerne.

I går bagte jeg mexi-snegle med oksekød til drengenes madpakker.
De er ikke stærke men smager alligevel af noget, da der er brugt flere forskellige krydderier. Af grøntsager har jeg tilsat majs og snack-peberfugt. Jeg turde ikke at lave dem alt for fancy, for så ved jeg, at Malte ikke vil have dem ;-)

Se også: pizzasnegle med skinke og ostfrikadelle-boller og pizzasnegle med rugmel.

Mexi-snegle med oksekød

Opskrift på mexi-snegle med oksekød

1 x nem pizzadej
1 snackpeber
500 g hakket oksekød
Smør til at stege i
1 tsk havsalt
Peber
1 tsk spidskommen
0,5 tsk hvidløgspulver
2 tsk sød paprika
250 g revet mozzarella
2-2,5 dl majs

Fremgangsmåde

Imens pizzadejen hæver gøres fyldet klar .
Skyl og skær peberfrugten ud i små bitte tern.
Brun kødet i smør på en pande og tilsæt peberfrugten.
Tilsæt derefter salt og peber og de øvrige krydderier. Bland det hele godt sammen på panden og lad det stå og simre et par minutter på komfuret.
Tag kødet af varmen og lad det stå og køle lidt af.

Drys lidt mel ud på bordet når dejen er færdighævet og rul dejen ud med en kagerulle.
Dejen skal måle cirka 50 x 58 cm.

Fordel kødet ud på dejen. Der skal helst være en kant på cirka halvanden cm. hvor der ikke er noget fyld. Så bliver det nemmere at rulle dejen sammen.
Kom ost hen over kødet og derefter majs.

Skær dejen over i to på den lange led og rul begge ruller forsigt sammen på den korte led. Skær begge ruller ud til snegle og læg mexi-sneglene på to plader med bagepapir.
Giv alle sneglene et lille tryk inden de bages, så de ikke bliver for høje.

Bagetid: 13-14 minutter ved 225° (varmluft)

Mængde

46-48 mexi-snegle med oksekød

Følg Madling.dk på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *