
Marengs med creme og bær – en skøn og nem sommerdessert.
Marengs med creme og bær. Store knasende marengs med sød og luftig vaniljecreme og friske sommerbær. En skøn dessert som ikke er spor svær at lave.
Da vi weekenden besøgte min mor i hendes kolonihavehus, havde jeg dagen inden bagt disse store og lækre marengs. Min bror og hans familie var der også, og vi havde aftalt, at vi skulle grille og lege med børnene i haven. Min bror havde bagt et lækkert brød og havde lidt blandet kød med. Vi havde medbragt pølser, en salat og desserten og så skulle der hygges i stor stil.
Vejeret var lidt gråt i det, og der kom desværre en del regnbyger. Men vi fik grillet, og børnene legede fangeleg i haven, fandt snegle og købte is med mormor (farmor).
Jeg har ikke prøvet at bage så store marengs før eller i det hele taget gjort mig ret meget i marengs tidligere. Men her på det seneste har jeg både prøvet disse mini marengs og citron cupcakes med marengs. Jo, så er der lige pavlova (en stor marengs kage med frugt), den har jeg lavet flere gange sidste sommer.
Da de store marengs her blev bagt i ovnen, havde jeg dem ude et par gange for at test-smage. Jeg ville gerne have dem rigtig knasende uden at blive brune. Da de var færdigbagt, blev de opbevaret i en beholder med låg. Først inden de skulle spises, lavede jeg cremen og kom de friske bær på.
Jeg har brugt jordbær og blåbær, men brombær, hindbær, ribs eller anden frugt kan selvfølgelig også bruges.
Der bliver 18 store marengs ud af opskriften. Opbevar dem i en beholder med låg i et rum hvor der ikke er for varmt.



Marengs med creme og bær
Ingredienser
Marengs:
- 5 æggehvider
- 200 g sukker
- 50 g flormelis
- 1 spsk. citronsaft
Creme:
- 8 pasteuriseret æggeblommer
- 100 g sukker
- 1,5 tsk. vaniljesukker
- 500 ml piskefløde
Bær:
- Jordbær
- Blåbær
Sådan gør du
Marengs:
- Pisk æggehviderne og sukkeret grundigt sammen. Det skal være helt hvidt og stift og kunne “sidde fast”, hvis skålen vendes nedad. Tilsæt citronsaft og vend det forsigtigt rundt. Sigt flormelis ned i marengs-massen og vend også det forsigtigt rundt.Kom bagepapir på to plader og brug en stor ske til at lave marengsene med. Brug skeen til til at lave dem lidt flade, så der bliver plads til cremen og bær.Bagetid: 1 time og 20 minutter ved 120 grader varmluft. Jeg havde begge plader i ovnen samtidig og brugte varmluft.
Creme:
- Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker sammen i en skål med en el-pisker. Det skal blive lyst og luftigt. Pisk fløden til flødeskum i en anden skål og bland flødeskum og cremen forsigtigt sammen.
Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram ♥
Ingen kommentarer