Madplan uge 6

Madplan uge 6

William var hjemme fra skole i går på grund af ondt i halsen, og han er også hjemme i dag. I sidste uge var det Malte som var ramt et par dage, og nu blev det desværre Williams tur. Trods sygdom fejler humøret dog ikke noget, og han snakker så meget, at det er svært for mig at skrive. Derfor aftalte vi lige før, at leje en film til ham, så jeg kunne få en lille smule tid og arbejdsro til at lave madplanen ;-)

Vi har heldigvis ikke alt for mange planer denne weekend og ikke noget som ikke kan aflyses. Så vi tager det som det kommer, så William får ro til at blive frisk igen. Jeg håber dog, at vi snart kan blive færdig med at male på hans værelse. Jeg vidste godt, at det kunne komme til at tage tid, men så lang tid havde jeg dog alligevel ikke forventet, at det ville tage for os at blive færdige.

Her følger madplanen for uge 6 som blandt andet byder på svensk pølseret med spaghetti, boller i karry, en lækker gæste- eller weekendret om lørdagen og hjemmebagte fastelavnsboller med creme og remonce.

Rigtig god weekend her fra os to.

Madplan uge 6

Mandag:
Begge drenge er ret glade for svensk pølseret. Da William var mindre, var det hans yndlingsret, så jeg har lavet svensk pølseret rigtig mange gange. Et par gange har vi også fået svensk pølseret med spaghetti. Det tager ikke mere end en halv times tid at lave det på denne måde, og så er der rart med lidt variation, synes jeg.

Tirsdag:
På tirsdag skal Søren og jeg have nem og lækker mexi-salat med oksekød og avocado. Jeg tror William og Malte får det samme bare med taco eller madpandekager til.

Onsdag:
Det er længe siden, at vi har fået sådan en god blandet omgang ovnbagte pølser med grøntsager og krydderier. Det er sådan en farverig og god ret, hvor jeg får brugt en masse forskellige rester af grøntsager fra køleskabet og fryseren.

Torsdag:
Retter med karry er altid et hit hos drengene, og både kylling i karry og boller i karry er retter som vi ofte spiser. Vi plejer at få nødder, rosiner og grøntsager ved siden af, så vi selv kan komme den topping på, som vi bedst kan lide.

Fredag:
Fredag som er vores hygge-dag står den på pizzaer med en salat til. Jeg tænker, at bruge opskriften små pizzaer til madpakken. Så kan drengene selv komme fyld på deres pizzaer, og hvis jeg laver en stor portion, er der også til fryseren, så de kan få pizza med i madpakken.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæste- eller weekendmad er svinemørbrad i flødesovs med champignoner. Opskriften er beregnet til seks personer men der kan justeres på antal personer under “antal”, hvis I er færre eller flere.

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud af de ting vi har i fryseren, inden der kommer for meget og får gjort klar til en ny uge.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens bagning er fastelavnsboller med creme og remonce. Nu nærmer fastelavn sig jo, og vi er alle fire ret så begejstret for fastelavnsboller. Jeg ved at Malte meget gerne vil være med til at pynte fastelavnsbollerne og gerne med så meget pynt som muligt ;-)

PRINT – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi nemt kan se den.

PRINT – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle?
Her kan du læse, hvordan vi gør – indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.