Madplan uge 49

Madplan uge 49

I morgen er det den 1. december, og så går vi jo ind i julemåneden.
December går altid så hurtigt, så det er bare med at få nydt hvert et øjeblik. Vi elsker julen hjemme hos os og glæder os til at få pyntet op og sat julelys op i haven og rundt om huset. William glæder sig nok ekstra meget til december, da det lige om lidt er hans fødselsdag. Vi skal fejre ham i weekenden, hvor vores familie kommer på besøg.

Madplanen for den kommende uge starter ud med en risengrød med kanelsukker.
Det er nemt at lave, og så synes jeg, det er sådan en god hygge-ret. Vi spiser sjældent grød udover risengrød, så hvis nogen af jer kender en opskrift på en anden god grød?, så må I meget gerne tippe mig :-)
Ugens madplan byder også på medister med æblesalat, æggepandekager og en masse andet lækkert. I weekenden vil jeg lave brændte mandler, det dufter og smager så vidunderligt.

Rigtig dejlig weekend til jer og god 1. december i morgen.

Madplan uge 49

Mandag:
Vi starter ugen ud med en klassisk december-ret nemlig risengrød med kanelsukker.
Det er sådan en dejlig varm ret som luner og mætter.

Tirsdag:
Det er længe siden, at vi har fået pariserbøf. Vi plejer at lave den i en børnevenlig udgave med bøf og spejlæg og tilbehøret ved siden af.

Onsdag:
Vi får ret tit æggepandekager og Malte elsker dem. Er der rester tilbage får drengene altid en med i madpakken enten på rugbrød eller skåret ud i små stykker og så en gaffel ved siden.

Torsdag:
Det sker ikke så tit at vi får medisterpølse, og de gange vi spiser det, er det mest i vintermånederne, så det er en julemedister. Der er mere smag og krydderier i, og smager bedre synes jeg. Medisterpølse behøver ikke at blive serveret med sovs og kartofler, det kan også være som her en medisterpølse med æblesalat og rødbeder ved siden af.

Fredag:
Fredag som er vores hygge-dag gør vi ofte lidt mere ud af aftensmaden. Der skal vi have hamburgerryg med brunede kartofler og en salat med vindruer. Jeg kan så godt lide brunede kartofler, og det er faktisk noget af det, som jeg glæder mig allermest til ved julemaden. Her kan I se opskriften på mine perfekte brunede kartofler.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæstemad eller weekend-mad er spinatroulade med skinke. Det er sådan en fin og festlig forret, hvor os der ikke spiser fisk også kan være med ;-)

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud og gjort klar til en ny uge. Ofte har vi flere små rester fra ugens løb som kan bruges som en ny ret eller som tapas.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens lækkerier er disse skønne brændte mandler. Det synes jeg hører sig til i julen, og så er det faktisk ikke så svært at lave selv.

PRINT – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi alle kan se den.

PRINT – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle? Her kan du læse, hvordan vi gør –  indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.