Madplan uge 47

Madplan uge 47

Jeg får stadig flere positive tilbagemeldinger om mine madplaner.
Det er så rart at høre, når de bliver brugt og kan inspirere. Der er et par stykker, der har skrevet til mig, at de “bytter om” på dagene, så maden passer bedre ind i deres hverdag. Sådan gør vi det faktisk også selv, da det ikke altid er til at forudsige, hvordan den kommende uge bliver. Så hvis jeg kan se, at jeg har mere tid den ene dag fremfor den næste, så bytter jeg bare rundt på det.

I den kommende uge starter ugen med en nem mandags-ret. Jeg kan godt lide, at maden om mandagen er nem, fordi vi tit skal nå flere ting den dag.
Der er også en lækker ret med stegte nudler på ugens madplan, brændende kærlighed som begge børnene elsker, og under ugens bagning og lækkerier er der en god opskrift på hjemmelavede romkugler. Det er en nem og ganske enkel opskrift på romkugler, men de smager bare så godt! De er bløde og cremet og med masser af krymmel på.

Rigtig god weekend til jer alle :-)

Madplan uge 47

Mandag:
Omelet med sprød serranoskinke er en nem og sund mandags-ret. Der bliver fire omeletter ud af opskriften, og så kan hver især spise omeletten med det tilbehør, som de synes bedst om.

Tirsdag:
Når det kommer til løg, er vores drenge meget forskellige. William elsker løg i alle afskygninger, og Malte kan ikke fordrage det. I de her børnevenlige frikadeller er der tilsat løgpulver i stedet for rå løg. Det er nemlig ikke smagten, som Malte ikke bryder sig om men konsistensen. Frikadellerne kan fx spises på rugbrød, hvis det skal være nemt eller serveres sammen med små ovnkartoffler med rosmarin og grøntssagsstave.

Onsdag:
Denne opskrift på stegte nudler med kylling og grøntsager er smaddergod. Der er blandt andet brugt kinakål og edamamebønner og æg, som jeg synes passer så godt sammen med nudler og æg.

Torsdag:
Det er ved at være længe siden, at vi har fået bland selv salat. Det plejer jeg gerne at lave, når vi har flere små rester af grøntsager eller jeg synes, at vi skal have noget mere grønt. Drengene kan godt lide at vælge deres grøntsager selv og det er nemt at servere salaten sammen med kylling, skinke eller bacon til.

Fredag:
Brændende kærlighed er en af de retter som jeg laver meget ofte. Begge børn kan rigtig godt lide det, og det kan vi voksne nu også.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæstemad eller weekend-mad er langos. Langos er flade kartoffelbrød som frituresteges og spises med ost og salt på eller kød og creme fraiche. De smager noget så godt, og jeg har lavet dem mange gange både til os selv og gæster. Det tager tid at lave langos, men det er hele besværet værd.

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud og gjort klar til en ny uge. Ofte bliver det til en blanding af små retter. Det kan være, at der var et par frikadeller tilbage, fiskefileter fra fryseren, kartofler som der kan laves til mos eller pomfritter, brød og grøntsager osv.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens lækkerier er disse hjemmelavede romkugler. Det er mine yndlings-romkugler, og de smager bare så lækkert. Jeg laver dem næsten altid, når vi holder fødselsdag, og de får altid stor ros af både børn og voksne.

PRINT – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi alle kan se den.

PRINT – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle? Her kan du læse, hvordan vi gør –  indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.