Madplan uge 44 - 2020
Madplaner

Madplan uge 44 – 2020

Madplan uge 44 - 2020

Madplan uge 44 – nem madplan til familien.

Jeg synes at denne her uge og måned er fløjet afsted, og nu er det lige før at det snart er november. Der har også været flere ret kolde morgner, så nu er vinteren nok på vej.
Vi har i alt fald fundet både vinterjakkerne og vinterdynerne frem.

På madplanen i næste uge er der en opskrift på de lækreste luftige frikadeller. Der er også en god carbonara, æggekage og en masse andet godt. Ugens lækkerier er en opskrift på hjemmelavede romkugler med kokos. De er super nemme at lave og perfekte til gæster eller weekendhygge. Børn kan sagtens være med til at lave dem, og større børn vil nok kunne lave romkuglerne selv. Det er en opskrift jeg altid bruger, når vi holder fødselsdag, da vi her hjemme er vilde med romkugler.

Rigtig god weekend til jer alle. Har du spørgsmål til madplanen eller opskrifterne, kan du skrive til mig nederst i kommentarfeltet.

Om madplanen

Madplanerne vil være tilpasset årstiden og de grøntsager og frugt som er i sæson – men med plads til justeringer.

Der vil være flest nemme hverdagsretter på madplanen som ikke tager lang tid at lave. Så vil der være en ugentlig dag med pasta, det kan både være som varm ret eller i en salat.

Fredag vil være ugentlig hygge-dag med et måltid som tager lidt længere tid at tilberede, og det vil også være denne dag, jeg vil sætte vores livretter på.
Lørdag er sat af til inspiration til gæste- eller weekendmad og søndag bruges rester fra køleskabet og fryseren.

Har du spørgsmål kan du skrive til mig i kommentarfeltet nederst på siden. Du er også velkommen til at skrive, hvis du har ønsker eller ideer til madplanen.

Madplan uge 44 (26. oktober – 1. november 2020)

Mandag:
Den første dag i ugen lyder menuen på carbonara. En carbonara som er virkelig lækker og cremet men uden brug af fløde. Den er lavet som en original italiensk carbonara med æggeblommer og vand fra spaghettien.

Tirsdag:
Æggekage med tomater, purløg og bacon på. Som tilbehør kan der spises rugbrød og grøntsager. Vi plejer at skære æggekagen ud i store stykker og spise den med et stykke rugbrød under.

Onsdag:
Onsdag serveres der luftige frikadeller med sovs og kartofler til. Der er tilsat bagepulver og danskvand i farsen, og det giver nogen rigtig lækre og lette frikadeller.

Torsdag:
På torsdag er der børnevenlig fiskeburger. En fiskeburger med salat, agurk, peberfrugt, remoulade og fiskefrikadeller. Burgerbollerne er hjemmelavet – men hvis ikke tiden er til det, kan man jo bare købe dem.

Fredag:
Fredag som er vores hygge-dag står den på paprikagryde med kogte ris til. Det er lige årstid for gryderetter, og det er noget især Malte og Søren rigtig godt kan lide.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæste- eller weekendmad er hjemmelavet sushi med grøntsager. William elsker sushi og spiser alle slags, men da jeg ikke er begejstret for rå fisk, laver vi dem ofte med grøntsager. Så får vi kylling eller kyllingespyd ved siden af.

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud af de ting vi har i fryseren, inden der kommer for meget og får gjort klar til en ny uge.
Se for øvrigt min fryserskabelon længere nede i teksten. Den gør vi ofte brug af, og jeg synes den er god til at skabe overblik.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens bagning (eller lækkerier) er disse hjemmelavede romkugler med kokos. De er så nemme at lave, og så bliver de mega gode – lige så gode (eller endda bedre) end dem fra bageren ;-)

Print – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi nemt kan se den.

Print – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Se tidligere madplaner her
Madplaner

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle?
Her kan du læse, hvordan vi gør – indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar