Madplan uge 4

Madplan uge 4
Vi er stået op til en kold morgen i dag. Minus 4 er det uden for, og alt græsset i haven er dækket af frost. Drengene og Søren er lige kørt afsted, så nu vil jeg komme i gang med madplanen for den næste uge.

Jeg glæder mig til weekenden, hvor vi skal en masse hyggelige ting.
Vi skal til fødselsdag hos min bror og hans kone, besøge et vennepar og deres børn og så har jeg en aftale med en veninde. Jeg er stadig i gang med at male i huset, (som jeg fortalte lidt om under sidste uges madplan), men det bliver sat i bero i weekenden, nu hvor vi skal en masse andet. Det irriterer mig lidt, for jeg ville så gerne nå videre med projekterne, men man kan jo ikke være to steder på en gang. Det må tage den tid det tager, og vi er jo heldigvis ikke afhænge af, at skulle være færdige på et bestemt tidspunkt.

Her får I madplanen for den kommende uge. Der er en god og familievenlig wokret, lasagne med spidskål, lækre farverige salater og en af vores familie-favorit-retter, ristaffel.
Rigtig dejlig fredag og weekend til jer alle.

Madplan uge 4

Mandag:
En god og børnevenlig wokret med skinkekød, nudler og grøntsager plejer altid at være et hit herhjemme. Begge drenge kan rigtig godt lide nudler, og det er ved at være et stykke tid siden, at vi har fået det.

Tirsdag:
Tirsdag bliver det spidskålslasagne med revet mozzarella. Der bruges både lasagneplader og store stykker af spidskål som plader. Det giver en god blanding, synes jeg uden at kålen “fylder for meget”.

Onsdag:
Onsdag skal aftensmaden være rigtig nem, så der skal vi have rugbrød og grøntsager sammen med den bedste røræg. Vi kan så godt lide røræg her hjemme, og der går ikke en uge, uden jeg laver røræg til os. Det er mest i weekenden til vores morgenmad, men på de travle dage kan vi også godt lide det til aftensmad. Så køber jeg et godt groft rugbrød og skærer forskelligt grønt til.

Torsdag:
Torsdag skal vi have salat med avocado og crispy kylling. Kyllingfileterne er vendt i rugmel, æg og cornflakes og de får en dejlig sprød overflade. Når vi får salat til aftensmad, plejer jeg at koge noget pasta ved siden af til Malte, og så får han grøntsagerne og kyllingen, uden at det er blandet. Han er endnu ikke så begejstret for blandede salater som vi tre andre.

Fredag:
Denne her mangosalat med agurk og rødløg er bare virkelig god. Jeg tror, at vi skal have bøffer til og bagekartofler med timiansmør. En rigtig luksus fredags-menu til at starte weekenden på.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæste- eller weekendmad er ristaffel med en masse lækkert tilbehør. Opskriften har været på vores madplaner før, og jeg har også omtalt den flere gange på Instagram. Vi synes, at det er sådan en god og hyggelig familieret.

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud af de ting vi har i fryseren, inden der kommer for meget og får gjort klar til en ny uge.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens bagning er disse lækre marengs med lakrids. Som den eneste i familien er jeg meget glad for lakrids, så det betyder, at jeg har de her marengs helt for mig selv ;-)
De er SÅ gode, så hvis du ligesom mig er lakrids-fan, kan de helt sikkert anbefales.

PRINT – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi nemt kan se den.

PRINT – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle? Her kan du læse, hvordan vi gør –  indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.