Madplan uge 10 – mad på 30 minutter

Madplan uge 10 - mad på 30 minutter
Normalt deler jeg madplanen for den kommende uge om fredagen, men på grund af sygdom blev den desværre noget forsinket. Det har du måske set, hvis du følger med på min Facebook eller Instagram profil, for her nævnte jeg det :-)
Jeg har ligget syg med feber og influenza og begge børn var også syge. Jeg er ikke helt på toppen endnu, og synes godt nok at influenzaen har godt “fat i mig”. Jeg føler mig stadig noget så træt og sløv, og jeg glæder mig helt vildt til at blive frisk igen!
Nå men nu frem til det som det egentlig skal handle om – nemlig denne uges madplan…

Denne madplan for uge 10 bliver lidt anderledes end de forrige madplaner, som jeg har delt. Jeg har nemlig tænkt, at der skulle være et tema for ugen. Ideen opstod efter jeg i sidste uge spurgte i story på Instagram, hvad I godt kunne tænke jer mere af på bloggen. Der kom rigtig mange gode svar, og et af de ønsker som der gik igen flere gange var hverdagsretter og nemme (hurtige) retter. Så denne uges tema for madplanen bliver mad på 30 minutter.

Jeg håber, at I kan bruge den, og hvis I har lyst, må I meget gerne komme med ideer til andre temaer for kommende madplaner :-)

Madplan uge 10 – mad på 30 minutter

Mandag:
Den første opskrift som jeg vil dele er denne pastaret med pølser og grøntsager.
Den er meget nem at lave og de fleste slags grøntsager kan bruges i retten. Inden fadet kommer i ovnen, skal der koges pastaer, og imens kan grøntsagerne og pølserne tilberedes. Herefter er det bare at sætte fadet i ovnen i 18-20 minutter.

Tirsdag:
Om tirsdagen har jeg sat æggepandekager med parmaskinke på. Malte elsker alt med æg, så vi får ofte æggepandekager. De kan sagtens laves på en halv time og fyldet er nemt at variere. Der kan fx. bruges parmaskinke, en rest oksekød som varmes, skinke eller ost.

Onsdag:
Denne cheeseburger quesadillas er super nem at lave, og så kan den laves på en halv time. Brødene købes færdige, så de bare skal vendes på panden. Så skal oksekødet steges og grøntsagerne tilberedes. Dressingen er ret god og passer godt til retten, men er man lidt i tidsnød, kan en købe-variant selvfølgelig også bruges.

Torsdag:
Pastaret med kalkunbacon og feta er en af de pastaretter, som vi rigtig godt kan lide. Den er nem at tilberede, fin at se på og smager rigtig godt.

Fredag:
Fredag som er vores hygge-dag plejer vi at få noget mad som er lidt mere tidskrævende. Men når nu jeg skal holde mig inden for 30 minutter, har jeg måtte finde på noget nemt. Det blev til de her små pizza-trekanter med ost og pepperoni.
Pizzadejen kan købes færdig, og tomatsovsen er ganske hurtig rørt sammen, og ellers kan den jo også købes færdig. Imens pizza-trekanterne er i ovnen, kan der laves en salat eller råkost til.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæste- eller weekendmad er hjemmelavede cowboytoast. Det er nok mest en weekendret, men jeg synes nu godt, at man kunne servere det for gæster. Eventuelt sammen med en salat til og hjemmelavede pomfritter i ovnen. Her bliver så nok lidt svært at holde tidsrammen for madnavligning inden for 30 minutter ;-)

Søndag:
Søndag spiser vi som altid rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud af de ting vi har i fryseren, inden der kommer for meget og får gjort klar til en ny uge.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens bagning (lækkerier) er mine hjemmelavede romkugler. Det er vores yndlings-romkugler, og de er virkelig gode! Endnu et stort plus er, at de er meget nemme og hurtige at lave.

Print – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi nemt kan se den.

Print – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Se tidligere madplaner her
Madplaner

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle?
Her kan du læse, hvordan vi gør – indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.