Low carb ostebrød
Brød og boller

Low carb ostebrød

Low carb ostebrød

Vi spiser i perioder en del low carb retter. Jeg synes, det er spændende at prøve at lave noget nyt, og da børnene for det meste også godt kan lide det, så er det ikke noget problem, at lave aftensmad med færre kulhydrater. Hvis jeg synes der mangler lidt til drengene, får de en almindelig bolle eller rugbrød til maden. Ved ris og pastaretter får de helt almindelig kogte ris og pasta. Selv elsker jeg kulhydrater – især nybagt brød. Men jeg ved jo godt, at det gør os godt at få mange grøntsager.

Forleden dag fik vi dette low carb ostebrød, som er lavet på blomkål. Der er tilsat hvidløg og oregano, så blomkålen ikke havde så fremtrædende smag, og det fungerede rigtig godt. Bunden var tilpas sprød og kanterne knasende. Vi synes, det mindede ret godt om et “almindelig” ostebrød. Selvfølgelig vil det aldrig være som et brød lavet med mel – men der hen af. Så hvis du har lyst til at prøve et low carb ostebrød, kan jeg bestemt anbefale det.

Low carb ostebrød

Opskrift på low carb ostebrød

850 g blomkål (et stort blomkålshoved)
2 fed hvidløg
400 g revet mozzarella
3 spsk oregano
2 tsk havsalat

Fremgangsmåde

Skyl og riv blomkålen fint på et elektrisk rivejern eller i hånden på et almindelig rivejern. Jeg har brugt et elektrisk, da det er ret store mængder blomkål, som skal rives. Kom den revne blomkål i en skål og tilsæt presset hvidløg, oregano, havsalt og halvdelen af mozzerellaen. Det vil sige kun 200 gram, resten skal gemmes til efter bagning.
Rør det godt sammen og find to bageplader med bagepapir på frem.

Kom blomkåls-dejen ud på de to bageplader og form en cirkel eller firkant.
Herefter sættes pladerene i ovnen, så brødene kan blive bagt.
Bagetid: 20-25 minutter ved 200° varmluft.

Tag ostebrødene ud af ovnen og kom resten af mozzerellaen ud over brødene og bag dem igen i cirka 5-7 minutter.

Skær ostebrødet ud i stykker med en pizzakniv eller anden skarp kniv inden det skal spises.

Mængde

2 store low carb ostebrød

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar