Linsegryde
Aftensmad

Linsegryde

Linsegryde
Linsegryde er en ret som min mand og jeg har spist i mange år. Da vi var unge, plejede vi at lave en stor portion, så vi havde til dagen efter. Linsegryde er en billig ret, som let kan varieres alt efter hvilke grøntsager og kød der bruges. Her flere år efter spiser vi stadig linsegryde, og vores børn er også blevet vilde med det.

Retten ser måske ikke så pæn ud, men den smager godt og luner dejligt på en kold efterårs- eller vinterdag. Kødet i retten er hakket oksekød. Derudover indeholder den grønne linser og grøntsagerne kartofler, gulerødder, squash, løg og hvidløg. Det er de grøntsager, som jeg plejer at bruge, men jeg tror næsten at alle grøntsager kan anvendes. Nedenstående opskrift er beregnet til to voksne og to børn i to dage.

Linsegryde

Antal 8 personer

Ingredienser

  • 500 g hakket oksekød
  • Smør til stegning
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 800 ml vand
  • 1 dåse tomater
  • 1 terning oksebouillon
  • 250 g squash
  • 600 g kartofler
  • 5 gulerødder
  • 200 g tørrede grønne linser*
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • *Forberedelse af linserne:
    Enten kan linserne lægges i blød dagen før, eller også kan de koges for sig selv i 30 minutter, inden de tilsættes i retten.
    Brun kødet i en stor gryde. Tilsæt hakket løg og hvidløg.
    Kom vand, dåse-tomater, bouillon og linserne (uden vand) i gryden.
    Skær squash, kartofler og gulerødder i mindre stykker og kom dem op i gryden. Lad det hele koge i 20-25 minutter til kartoflerne er møre.
    Smag til med salt og peber.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Instagram @madling_dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar