Lasagne med grøntsager
Aftensmad

Lasagne med grøntsager

Lasagne med grøntsager

Lækker og sund lasagne med grøntsager. Der er nok til en familie på 4 personer i to dage.

For et par uger siden lavede jeg en pastaret med oksekød og grøntsager. Jeg havde fyldt en del grøntsager i kødet, og jeg var derfor lidt spændt på, hvad særligt Malte ville sige til det. Han spiste heldigvis bare løs og nævnte slet ikke, at det smagte lidt anderledes. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at gentage succesen ved at lave en lasagne med grøntsager. En sundere lasagne med både løg, squash, kål og gulerødder. Et nok lidt vovede sats da det ikke er Maltes favorit grøntsager.

Da jeg skulle i gang med lasagnen, ville Malte med i køkkenet, og han ville allerhelst skrælle gulerødderne og tænde for foodprocessoren, som vi brugte til at hakke grøntsagerne med. Undervejs kiggede Malte på de hakkede grøntsager i skålen som blev flere og flere, og så sagde han, “det skal jeg ikke have noget af det der”. “Nå nå” svarede jeg uden at ligge mere i det.

Da vi var færdige med grøntsagerne gad Malte ikke at være med mere, så han gik ud af køkkenet. Jeg stegte kødet, samlede lasagnen med grøntsagerne og lasagnepladerne og satte den i ovnen.

Da lasagnen var færdig satte vi os til bords, og ved I hvad, begge drengene spiste bare. Det sjove var, at Malte ikke en gang spurgte, hvad der var blevet af alle grøntsagerne ;-) William var så vild med maden, at han spiste mere end både Søren og jeg, så vi kan da sagtens lave lasagne med grøntsager igen en anden gang.

Jeg har brugt cirka halvt grøntsager og halvt kød. Der bliver en temmelig stor portion ud af det, så vi havde nok til to dage.

Se flere opskrifter på aftensmad her:
Aftensmad
Hverdagsmad

Sund lasagne med grøntsager

Lasagne med grøntsager

Antal 8 personer

Ingredienser

  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 løg
  • 300 g squash
  • 3-4 gulerødder
  • 400 g spidskål
  • Smør
  • 1000 g hakket oksekød
  • 1-2 tsk. salt
  • 1 tsk. timian
  • 1 tsk. oregano
  • 5 dl tomatpassata (purerede italienske tomater på flaske)
  • 1,5 dl vand
  • 300 g lasagneplader (jeg har brugt dem fra Delverde)
  • 280 g revet mozzarella

Sådan gør du

  • Forbered alle grøntsagerne.
    Skræl hvidløg og løg. Skyl squashen og skær enderne af. Skræl gulerødderne og skær enderne af og skær spidskålen ud i mindre stykker.
    Nu skal alle grøntsagerne rives eller hakkes. Du kan også vælge næsten at purere dem, hvis de skal blandes rigtig godt med kødet. Jeg har brugt min foodprocessor som passer til min køkkenmaskine til at hakke grøntsagerne med. Et helt almindelig rivejern og lidt tålmodighed kan selvfølgelig også bruges.
    Kom smør ned i en gryde eller stor sauterpande og brun kødet. Tilsæt alle de hakkede grøntsagerne og vend det godt rundt.
    Kom krydderierne i kødet sammen med tomatpassataen og vand. Lad det simre et par minutter og tag gryden af komfuret.
    Kom et tyndt lag kødsovs ned i bunden af et stort fad og derefter et lag lasagneplader. Jeg har brugt de bølgede fra Delverde. De skal have cirka 25 minutter i ovnen og det passer godt med osten og bagetiden.
    Kom efterfølgende endnu et lag kødsovs og så lasagneplader. Bliv ved indtil der ikke er mere kødsovs. Det sidste lag på lasagnen skal være kødsovs. Drys ost hen over lasagnen og bag den i en forvarmet ovn. Bagetid 25-28 minutter ved 200 grader varmluft.
    Lasagnen må gerne stå og trække 10-15 minutter inden den spises, men det er ikke en nødvendighed.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Instagram @madling_dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar