Vi fik denne salat, ostechips og kyllingefrikadeller til aftensmad i går.
Jeg hørte for noget tid siden, at et rigtig godt fif til frikadeller var at komme sennep i farsen. Så det prøvede jeg med i går, da jeg lavede kyllingefrikadeller. Kommer man ikke noget smag i dem, synes jeg let de kan gå hen og blive for kedelige i smagen. Der skal helst en god karrydressing til at dyppe dem i eller som her sennep i selve farsen.
Kyllingefrikadellerne blev gode, rigtig gode – synes både min mand og jeg. Børnene kunne bestemt også godt lide dem, og de fik som os også grøntsager til. I stedet for en salat fik de grøntsager og frugt i små skåle, ostechips og så fik de også rugbrød med smør. Vores salat bestod af iceberg salat, agurk, cherrytomater, majs, rød peberfugt og et par stykker kiwi. Den grønne farve fra kiwien så, så fin ud i skålen og gav en dejlig syrlig smag.
Jeg kan desværre ikke fortælle, om frikadellerne smager godt kolde, for vi spiste dem alle sammen ;-) Jeg kan dog ikke forestille mig andet, end at de også ville egne sig fint i en madpakke.


Opskrift på kyllingefrikadeller med sennep
400-500 g hakket kylling
1 æg
2 spsk mel
2 tsk sennep (middel stærk)
Salt og peber
Smør til stegning
Fremgangsmåde
Rør farsen sammen med salt og peber. Tilsæt æg, mel og sennep og rør det hele grundigt sammen. Form små frikadeller ud af farsen og brun dem på begge sider på en pande med smør.
Mængde
4 personer
2 Kommentarer
Jeg elsker også en gang djoin i farsen, især hvis der også er lidt revet gulerod eller peberfrugt i – det giver lige lidt ekstra.
Anne
Hej Anne
Helt enig og heldigvis skal der ikke så meget til lige at gøre dem lidt bedre :-)
Hilsner fra Mie.