Koldhævede boller med gulerødder og havregryn
Brød og boller

Koldhævede boller med gulerødder og havregryn

Koldhævede boller med gulerødder og havregryn

Opskrift på de bedste gulerodsboller. Bollerne bliver så lækre, og de kan sagtens holde sig friske og bløde i to dage.

Efter at jeg rigtig mange gange havde bagt mine koldhævede boller med havregryn, fik jeg lyst til at prøve en ny variant. Koldhævede boller med gulerødder og havregryn. Det er virkelig de bedste bløde boller, og så får de sådan en god og let fugtig konsistens. Gulerodsbollerne kan sagtens holde sig friske i to dage. Jeg kom et par stykker i en frysepose, og dagen efter var de stadig rigtig gode.

Dejen til de her luftige gulerodsboller er meget nem at røre sammen. Jeg bruger en køkkenmaskine, og det tager ikke mere end 5-10 minutter på at lave dejen. Efterfølgende kommer jeg en pose over skålen. Posen skal enten lukkes med en knude, eller du kan bruge en plastik-clips til at holde den lukket med.

Dagen efter kommes bollerne over på to bageplader. Dejen skal ikke æltes eller formes. Jeg plejer, at bruge to spiseskeer, som jeg løfter dejen over med og sætter i “klatter”.
Pynt eventuelt bollerne med frø eller kerner eller bag dem som de er. Jeg bager dem i ovnen i cirka 18 minutter. Det passer med at bollerne bliver gyldne i bunden og lidt brune på toppen. Husk at bagetiden altid afhænger af ovnen.

Fordele ved at bage koldhævede boller:

  • Dej til koldhævede boller er super nem og hurtig at røre sammen. Hvis du bruger en køkkenmaskine tager det ikke meget mere end 5-10 minutter.
  • Det er nemt at servere nybagte koldhævede boller til gæster, til morgenmad i weekenden, brunch, som børneboller eller til fødselsdag, da dejen laves på forhånd. Dagen efter skal dejen blot på bagepladen og så i ovnen.
  • Dejen til koldhævede boller kan suge ret meget vand, så bollerne er nemme at få luftige.
  • Koldhævede dej kan godt holde sig et par dage i køleskabet. Så behøver du kun at bage halvdelen af bollerne den ene dag og resten den efterfølgende dag.
  • Koldhævede boller kan fryses, og de kan spises både til morgenmad, som fødselsdagsboller eller i madpakken.
luftige gulerodsboller
koldhævede boller
gulerodsboller
bløde boller

Koldhævede boller med gulerødder og havregryn

Antal 13 stk.

Ingredienser

  • 6 dl vand
  • 15 g gær
  • 1 tsk. honning
  • 1 dl solsikkeolie
  • 3 dl finvalsede havregryn
  • 600 g hvedemel
  • 150 g gulerødder
  • 1,5 tsk. groft salt

Pensling og pynt

  • Mælk til at pensle med
  • Sesamfrø, græskarkerner og solsikkefrø

Sådan gør du

  • Om aftnen
    Rør gæren ud i vandet.
    Tilsæt honning og olie og rør igen.
    Hæld havregrynene i og rør rundt. Kom derefter melet i lidt af gangen imens der røres. Jeg har rørt dejen på en køkkenmaskine. Skræl og riv gulerødder på rivejern og kom dem i dejen.
    Tilsæt saltet og rør det ud i dejen.
    Dejen er rørt færdig, når den slipper dejkrogen og den er helt ensartet, blød og uden klumper. Du kan godt røre dejen i hånden også, så længe du er ret grundig.
    Sæt dejen til at hæve i køleskabet natten over med en pose lukket om skålen eller husholdningsfilm.
  • Dagen efter
    Tænd ovnen på 220 grader varmluft og lad den varme helt op.
    Kom bagepapir på to plader og brug to spiseskeer til at lave bollerne med. Dejen skal ikke æltes eller formes men løftes "i klatter" over på pladen.
    Brug en madpensel til at pensle bollerne med og drys dem (eller nogen af dem) med sesamfrø, græskarkerner eller solsikkefrø.
    Bag bollerne i cirka 18 minutter til de har en lysebrun bund. Bagetiden afhænger af ovnen.
    Jeg bager ofte en plade af gangen i midten af ovnen. Så synes jeg at bollerne bliver bedst og får bedst varme. Men hvis du ved at din ovn sagtens kan bage to plader af gangen fint, så kom bare begge plader ind.
    Lad bollerne køle af på en bagerist inden de spises. De er bedst, når de får lov til at afkøle næsten eller helt. Så får de lov at sætte sig og får den bedste konsistens. De er dejlig bløde indeni og let fugtige.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Følg meget gerne med på Facebook og Instagram profil også. 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar