Kødboller med kartoffelmos
Aftensmad

Kødboller med kartoffelmos

Kødboller med kartoffelmos

Små stegte kødboller med krydderier, kartoffelmos og sovs.

Kødboller med kartoffelmos og en god flødesovs. En skøn efterårsret som jeg allerede glæder mig til, vi skal have igen!
Kødbollerne er lavet af en blanding af hakket svine- og oksekød. Farsen er tilsat hvidløg, rasp, krydderier og persille. Efter kødet er rørt sammen er det formet til små frikadeller som er vendt i hvedemel og stegt på panden. Der bliver 30 små kødboller ud af opskriften som er beregnet til 5-6 personer.

Vi fik en cremet kartoffelmos til kødbollerne, men de kan også spises sammen med pasta eller ovnkartofler til. Kartoffelmosen er lavet med en kartoffelstamper. Den bruger jeg ofte i stedet for en elpisker. Med en kartoffelstamper bliver mosen god og cremet – men uden at den bliver for “smattet”.

Jeg tænker, at jeg vil lave mange flere efterårs- og vinterretter i den kommende tid. Søren har blandt andet efterspurgt gryderetter, så der vil jeg se på, om jeg ikke kan finde på nogen nye gryderetter, som vi skal prøve? Hvis du har ideer til gryderetter (vinterretter), så send mig gerne en kommentar nederst i opskriften.

Prøv også:
Græsk kødboller som kan spises sammen med græsk salat, og pandebrød eller min spaghetti med kødboller. Det er en opskrift på italienske kødboller i tomatsovs med spaghetti til.

Små frikadeller
Kødboller
Frikadeller med kartoffelmos

Kødboller med kartoffelmos

Antal 6 personer

Ingredienser

Kødboller

  • 250 g hakket svinekød
  • 500 g hakket oksekød
  • 2 fed hvidløg
  • 1,5 tsk. groft salt
  • Peber
  • 1 tsk. timian
  • 4 spsk. rasp
  • 2-3 spsk. frisk persille
  • 1 æg
  • Hvedemel
  • En blanding af smør og olie til at stege i

Kartoffelmos

  • 2 kg kartofler
  • 50 g smør
  • 2 dl letmælk
  • Salt

Sovs

  • 500 ml piskefløde
  • 1 tsk. ribsgele
  • Salt og peber
  • Kulør

Sådan gør du

Kartoffelmos
  • Skræl kartoflerne og skær dem ud i mindre stykker.
    Kom dem ned i en stor gryde og sæt kartoflerne til at koge i 20 minutter til de er helt møre (bløde).
    Imens kartoflerne koger kan kødbollerne forberedes.
    Når kartoflerne er kogt færdig hældes vandet fra og der tilsættes smør. Mos kartoflerne med en kartoffelstamper eller et godt piskeris. Hæld langsomt mælken og rør igen. Smag kartoffelmosen til med salt og kom et låg over gryden til kødbollerne bliver færdige.
Kødboller
  • Kom oksekødet og svinekødet ned i en skål.
    Tilsæt presset hvidløg, salt, peber og rasp. Hak eller klip persillen fint og kom den i skålen.
    Tilsæt ægget og rør farsen rigtig godt sammen. Det letteste er at bruge hænderne, da farsen skal æltes grundigt sammen. 
    Form 30 små helt runde kødboller ud af farsen. Kom mel ned i en dyb tallerken og rul kødbollerne i melet.
    Kom olie og smør ud på en stor pande og steg kødbollerne på panden. Der skal ikke meget olie eller smør på panden, for det er ikke meningen at kødbollerne skal frituresteges, men jeg har brugt mere, end jeg normalt ville ved stegning. Jeg har stegt kødbollerne af to omgange, da der ikke var plads til dem alle på en gang.
    Når alle kødbollerne er stegt færdigt kommes de over i en skål eller et fad til sovsen er klar.
Sovs:
  • Hæld fløden ud på den pande som du har brugt til kødbollerne. Den skal ikke gøres ren først. Rør fløden rundt på panden med et piskeris og tilsæt ribsgele, salt og peber. Kom lidt kulør i sovsen til du synes, at den har en passende farve. Smag sovsen til og tilsæt eventuelt mere salt og peber.
    Sæt komfuret på den laveste varme og hæld kødbollerne ud på panden, så de får lidt ekstra varme.
    Spis kødbollerne og sovsen sammen med mosen.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Instagram @madling_dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar