Jensen’s Bøfhus

Jensen's Bøfhus

De fleste kender sikkert Jensen’s Bøfhus. Restauranterne ligger mange steder både på Sjælland, Jylland og Fyn. Vi har spist på flere forskellige af Jensen’s Bøfhus restauranterne rundt omkring i landet, når vi har været på ferie eller har kørt ture med børnene.

På denne eftermiddag i ferien var det Jensen’s Bøfhus i Hillerød, som vi besøgte. Restauranten i Hillerød åbnede i 2012, og den ligger med en flot udsigt til Frederiksborg Slot. Lokalerne i restauranten er store og flotte, og der er også et stort område, hvor man kan sidde udenfor og spise. I det ene hjørne er der et mindre børnerum med puder og tv, hvor de mindste kan lege.

Restauranten fremstår ny og pæn. Rengøringen er rigtig pæn – også på toiletterne. På det ene toilet er der en pusleplads og en seddel, hvor der står, at man kan spørge personalet efter bleer. Det synes, jeg er en god service og en fin lille ekstra ting, som jeg dog ellers ikke ville forvente af en restaurant.

Jensen’s Bøfhus
Jensen’s Bøfhus

Maden

Først bliver jeg nødt til at nævne den alt for lange ventetid, som der var på maden. Fra vi bestilte, og til vi fik maden, gik der 38 minutter. Vi bestilte fire retter og to af de borde som ankom efter os, fik mad inden vi gjorde. Det virker bare enormt irriterende og er dårlig stil, når man sidder og venter med to sultne børn. Vores oplevelse er, at ventetiden er et generelt problem på Jensen’s Bøfhus, og jeg undrer mig over hvorfor det er sådan? Det er nem og enkelt mad de laver, så det giver ikke mening, at det skal tage lang tid at lave. Vi har oplevet det før også på andre af Jensen’s restauranter. Da vi var på restauranten i Hillerød, var der tre tjenere, og fem af bordene udendørs (nogen af dem med mad) var optaget og et bord udover os indenfor. Så det virker ikke, som om det er bemandingen, der er et problem.

Jensen’s Bøfhus har fået et nyt menukort, og vi bestilte 2 x bacon/cheese burger, og William fik lasagne, og Malte fik nuggets og kartofler formet som hoveder. Jeg ville gerne kunne skrive en masse pænt om maden, men det kan jeg simpelthen ikke. Både vores og børnenes mad var langt fra tilfredsstillende. Maltes nuggets smagte som “frost” nuggets nu gør, men kartoflerne var udmærket. Mosen i dem smagte af kartoffelmos, og de var tilberedt godt, så det var det var den positive del af maden. William fik som skrevet lasagne, og der fulgte pommes frites med. Derudover stod der i menukortet, at der var ketchup og remoulade til, men det var der ikke på hans tallerken. Vi spurgte personalet efter det, og vedkommende vidste ikke om det fulgte med, men ville gå ud og tjekke. Det kan godt være, at jeg lyder lidt hård, men de må da have serveret den børnemenu før.

Lasagnen som William fik, er der heller ikke mange pæne ord at skrive om. Jeg smagte på den, og den smagte som en købe frost lasagne, som var genopvarmet. Minimalt med krydderier og så var bunden og siderne på det lille stykke lasagne hårdt og knasende som knækbrød og bar tydelig præg af at have fået for længe i ovnen.

Søren og jeg fik begge burger med pommes frites. Pommes fritene var sprøde og varme, og smagte fint. Helt modsat har jeg det med burgeren. Bunden af min burger var blevet smurt med noget salsa lignedende sauce, som var ret stærkt. Det var Sørens burger ikke, og det skulle den heller ikke være ifølge menukortet. Bollen havde fået alt for længe og specielt bunden var brændt og selve brødet knasede. Alt det en burgerboller ikke skal være, og jeg synes næsten at den var uspiselig.

Jensen's Bøfhus
Jensen’s Bøfhus

Personalet

Venlig, smilende og imødekommende betjening. Vi fik udleveret farvebog og farver til børnene, da vi ankom, og fik af vide at vi kunne sætte os, lige hvor vi ville.

Under ventetiden på maden ville det have været rart, hvis personalet var kommet forbi bordet og sagt, at køkkenet var forsinket med maden. Man føler sig overset når de gang på gang går forbi bordet, og børnene igen spørger, “hvornår kommer maden?”.

Min anmeldelse af Jensen’s Bøfhus

Dejlig beliggenhed og flotte lokaler. Lang ventetid på maden trods vi besøgte Jensen’s i Hillerød på et tidspunkt med få gæster. Brændt burger, overbagt børnemad og manglende tilbehør (dip) til maden.

Jeg synes, Jensens Bøfhus er børnevenlig med legerummet, malebog, farver og så har de et børnevenligt menukort. Men både maden til voksne og børn trænger til en gevaldig opstramning, hvis vi skal få lyst til at besøge dem igen.

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’.


Kommentarer

Jensen’s Bøfhus — 6 kommentarer

  1. Du formulerer dig godt, Mie. Forstår jeres ærgrelse over maden, det er ikke i orden når man spiser ude at maden ikke lever op til menukortet. Lang ventetid for den slags mad er bestemt heller ikke i orden. Godt at der også var positive ting at sige om stedet, men helhedsindtrykket er ikke O.K..

    • Hej Lotte
      Tak for de pæne ord :-)
      Nej det var desværre ikke en positiv oplevelse at spise på Jensens. Maden var utilfredsstillende, og det var ventetiden desværre også.

  2. Det er vel hvad man kan forvente af Jensen bøfhus? Jeg har været en håndfuld gange i mit liv og husker altid at maden har smagt af forarbejdet mad, som McDonald’s.

    Der findes så mange lækre spisersteder, Jensen Bøfhus er i min verden ej en del af disse.

    Jeg kan anbefale den etiopiske resturant på Griffenfeldsgade nr 7, Ma’d etiopia. En ret koster 80 kr og mætter godt ! Masser af krydderier og lækre råvarer, hjemmelavet mad <3 N' på blågårdsgade er også et virkelig godt sted, mmmm lækker vegatar burger son smelter kødspiserne :)

    God Sommer

    • Hej Maya
      Det er jeg ikke enig i, at det er hvad man kan forvente.
      Jeg forventer ikke gourmetmad på Jensens Bøfhus. Men jeg forventer, at maden er spiselig, smager godt og at den bliver serveret uden den store ventetid (af hensyn til børnene).

      Tak for dine anbefalinger og god sommer også til dig :-)

  3. Er børnevenlig mad forarbejdet mad, som indeholder flere sødestoffer end hvad godt er. De fleste Børn kan spise alt, men ik hvis de fra barns ben vænner sig til McDonald’s, Jensen Bøfhus mv. Det er ærgeligt, at der ikke eksistere børnevenlige resturanter med god mad! Hmmm god forretningsidé måske “:)

    • Mine børn spiser af og til mad fra McDonalds og andre fastfood kæder. Det tager jeg ganske roligt, for jeg ved, at de til dagligt får en god og varierende kost.

      Der findes heldigvis gode børnevenlige restauranter – efter min mening. Et par af dem har jeg skrevet om her på bloggen, og der er flere indlæg på vej :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.