Isalamande
Kage og dessert

Isalamande

Isalamande

Opskrift på en lækker og hurtig juledessert med is – isalamande lavet med softice, kirsebærsauce og mandler.

Lige siden jeg lavede isalamande til dessert til Williams fødselsdag, har Søren og drengene spurgt, om jeg ikke ville lave det igen! Denne uge har de spurgt op til flere gange, så nu kunne jeg vist ikke trække den længere ;-)
Det smager også godt, og jeg tror, at vi må have is a la mande en gang mere her i julen.

I min opskrift på isalamande er der vaniljeis som er lavet til softice, så er der almindelig kirsebærsauce og ristede mandler. Det er så nemt, at det kan laves på bare 10 minutter.
Jeg har brugt mandelsplitter som er ristede på panden i et par minutter. Det giver en rigtig god smag og fremhæver smagen af mandel. Hvis du ikke har mandelsplitter men kun hele mandler, kan de også bruges. Mandlerne skal smuttes inden, så der ikke er skræl på, og så kan de hakkes i mindre stykker. Vaniljeisen er rørt med piskefløde og kirsebærsaucen er køleskabskold. Jeg kan faktisk bedst lide kirsebærsauce kold, sådan spiser jeg den også altid på risalamande.

Is a la mande er et rigtig godt alternativ til den traditionelle juledessert risalamande. Både som en dessert i julen, til julefrokost eller juleaften til dem som ikke er så begejstret for risalamande. Som barn kunne jeg ikke lide risalamande, og det kan min yngste dreng Malte heller ikke. Det gode ved denne opskrift på isalamande med softice er, at den både kan laves så hurtigt, men også at både mandler og kirsebærsaucen kan bruges til begge desserter. Det synes jeg er ret praktisk, så man ikke skal til at bøvle med to juledesserter.

Der bliver 4 glas is a la mande ud af opskriften. Det er ikke store portioner, så hvis der godt må være rigeligt, skal du nok lave ekstra ;-)

Se flere opskrifter på julemad og juledesserter her: Jul

Juledessert
Juledessert med is
Is a la mande

Isalamande

Antal 4 glas

Ingredienser

  • 1 liter vaniljeis
  • 1 dl piskefløde
  • Mandelsplitter
  • Kirsebærsauce (kold)

Sådan gør du

  • Rist mandelsplitterne på en pande uden fedtstof til de er gyldne. Kom dem over på et stykke bagepapir så de kan køle af.
    Skær isen ud i store tern og kom den i en skål. Hæld halvdelen af piskefløden ud over isen og pisk det forsigtigt sammen med en elpisker. Hæld resten af fløden over og pisk igen. Isen skal kun piskes kort til den har en cremet konsistens.
    Kom isen ned i fire glas eller små skåle. Hæld kirsebærsauce over og pynt med de ristede mandelsplitter.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’

Previous Post Next Post

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar