Hummus

Hummus
Da jeg ikke er den store fiske-spiser, er der en del forretter, som ikke falder i min smag. Derfor laver vi ofte noget andet end fisk, når vi serverer forretter eller appetizers for gæster. Det kan for eksempel være melon med parmaskinke, sojabønner med salt eller hummus og grøntsagsstave, som vi starter med inden maden. Som regel spiser vi “forretten” ganske rolig og uformel, hvor børnene render rundt og leger, og vi voksne sidder og snakker enten i haven eller i køkkenet.

Jeg plejer at lave et stort blandet fad af grøntsager til. Især gulerødder synes jeg passer rigtig godt sammen med hummus men også stave af peberfrugter, agurk, små ruller salatblade, asparges, minimajs og sukkerærter er gode til at dippe med.

Hummus kan sagtens laves dagen inden, det skal spises. Det bliver den næsten kun bedre af, når den får lov at trække, og er der rester tilbage, kan det godt holde sig friskt et par dage i køleskabet. Enten kan man bruge resten af hummusen i en sandwich eller burger eller som en lille aften-snack, som jeg har gjort her.

Hummus

Hummus

Antal 2 skåle

Ingredienser

  • 200 g tørrede kikærter
  • Vand og 3 laurbærblade til kogning
  • 16 spsk. olivenolie
  • 5 spsk. cremefraiche
  • 2 fed presset hvidløg
  • 0,1 tsk. spidskommen
  • Salt og peber
  • Lidt citronsaft

Fremgangsmåde

  • Kikærterne kommes i en skål og der hældes koldt vand over. Vandet skal dække kikærterne, plus at der skal være lidt ekstra vand, da de suger meget. Læg et låg eller en tallerken over skålen og lad den stå natten over i køleskabet.
    Dagen efter hældes vandet fra kikærterne. Kom kikærterne i en gryde med vand og laurbærblade og lad det koge i cirka 45-55 minutter til kikærterne er helt møre.
    Hæld vandet og laurbærblade fra og lad kikærterne køle af. Kom kikærterne i en skål eller et bæger og tilsæt cremefraiche, presset hvidløg og olivenolie. Jeg har brugt en måleske til at måle olivenolie med, da der godt kan være stor forskel på spiseskeer.
    Blend det hele godt sammen med en stavblender. Tilsæt spidskommen, salt, peber og citronsaft og blend hummusen sammen igen. Smag den til og tilsæt eventuelt mere salt og spidskommen alt efter smag og behag. Sæt hummusen på køl til den er helt kold.
    Hæld lidt olivenolie og drys med spidskommen over hummusen, inden den spises.

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram


Kommentarer

Hummus — 2 kommentarer

  1. Jeg har aldrig prøvet at lave noget med kikærter før. Men nu må det være tid. Elsker hummus med chili som jeg har haft købt. Kan du sige hvordan og hvor meget hvis jeg skulle lave hummus efter din opskrift bare med chili? Mvh Lise

    • Hej Lise

      Jeg har ikke selv prøvet at lave hummus med chili, men jeg ville tilsætte det sammen med de øvrige krydderier i opskriften. Prøv med lidt af gangen så du kan smage dig frem.

      Jeg håber, at det bliver godt :-)

      Mvh. Mie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.