Hotel Haydarpasha Palace – Tyrkiet

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

I juli måned rejste vi på sommerferie til Tyrkiet. Vi boede på Hotel Haydarpasha Palace, som ligger lidt uden for Alanya. Efter 3 timer og 15 minutter landede vi i Gazipasa lufthavn, som ligger i Antalya provinsen. Det var rigtig rart med en kort flyvetid, da ingen af os er særlig begejstret for at flyve.

Flyveturen gik heldigvis rigtig nemt, og drengene var meget gode til at sidde stille.
Vi havde pakket lidt legetøj, som vi plejer og downloadet film på deres iPads. Derudover havde vi medbragt mad, som vi havde købt i lufthavnen. Vi plejer at bestille mad ombord, men det var ikke muligt på turen til og fra Tyrkiet. Det blev lidt hektisk at skulle købe mad i lufthavnen, selv om vi havde prøvet at planlægge det hjemme fra og også kom i god tid i forhold til parkering, tjek-in osv. Jeg synes altid at tiden går så hurtigt, når vi skal flyve, og vi bliver vist aldrig nogen af dem som har tid til at gå og shoppe.

Hotellet og området

Hotel Haydarpasha Palace har 496 værelser og måler hele 37.000 kvadratmeter. Bygningen er kæmpe stor og ser meget flot og imponerende ud med de mange balkoner, blå tårne og store pools. Ankomstlobbyen er lige så imponerende og ligesom resten af hotellet gigantisk stor. Drengene syntes, at det lignede noget fra Titanic og jeg kan godt se hvad de mente, for man får lidt følelsen af at være trådt ind på et kæmpe skib. I lobbyen er der udsyn op til de mange etager med gange og værelser og elevatorerne kører i pendulfart frem og tilbage.

Hotellet har fem restauranter, syv barer, fem pools med vandland og et diskotek (som dog var lukket). Der er en frisør på hotellet, læge, et minisupermarked, souvenir/tøjbutik, en spillehal med bowling, en legeplads for de helt små, børneklub, fitness, sport og wellnessrum.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Lobbyen med meget højt til loftet og det flotte lys er det første man møder, når man træder ind på hotellet. 

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Vores værelser

Vi boede i et af duplex værelserne med to etager. På 1. salen var der et stort badeværelse med en stor lækker brusekabine, tv, køleskab og to enkeltsenge.
Nederst var der en terrasse, et mindre badeværelse også med brusekabine, tv, køleskab og dobbeltseng.

Vi fik gjort rigtig pænt rent og fyldt op hver dag. Ved vores seng, sad der et super smart lille anlæg, hvor man kunne klikke knapperne ned for tre forskellige ting. Forstyr ikke, rengøring ønskes og tekniker ønskes. Når en af knapperne blev klikket ned, lyste det ude foran døren på en lille tavle. Det var virkelig smart, og de funktioner gjorde vi meget brug af. Specielt fordi vi ikke ønskede tidlig morgenrengøring. Der var det nemt at bruge forstyr-ikke-knappen i stedet for de der papskilte som tit falder af døren.

Som nævnt var der på begge etager et lille køleskab. Der var lokal øl, sodavand, juice og vand med og uden bobler. Køleskabene blev hver dag fyldt op, så der var altid kolde drikkevarer på værelserne.

På begge etager var der også airconditionanlæg. Det er der ikke noget usædvanligt i på hotel og i så varmt et land, men jeg nævner dem. fordi jeg synes, at de fungerede rigtig godt. Det var nemt at indstille dem. og de larmede minimalt i forhold til andre airconditionanlæg, som vi har oplevet.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Badeværelset på nederste etage – det mindste af dem. På øverste etage var et større badeværelse. 

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Drengene sov på 1. salen i to enkeltsenge. Til højre ses udsigten fra vores balkon. Hotellet er bygget som en “hestesko” med pools i midten. 

Pools og stranden

Hotel Haydarpasha Palace har fem (seks) pools. En helt enkel rund babypool, en børnepool med et lille vandland og rutsjebaner, en pool kun for voksne, en meget stor pool i midten af hotellet og en pool nær stranden med vandrutsjebaner. Derudover er der også en lille pool med en vand-hoppepude i.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

William og Malte i børneområdet. Et virkelig godt område med god underholdning for de mindste vandhunde. 

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Fra poolen med vandrutsjebanerne kan stranden ses til den anden side. Det er en udmærket strand med gratis liggestole og overdækning. Vandet bliver hurtigt dybt og bølgerne var ret kraftige da vi var der, så vi holdt ekstra godt øje med børnene og lod dem ikke bade uden vi også var i vandet.

Vejret

Vejret i Tyrkiet kan beskrives med to ord, fugtigt og varmt!
Meget varmt vil jeg sige, men vi var der nok også i den varmeste tid på året. Vi var på to mindre ture væk fra hotellet, og mere kunne jeg ikke have tænkt mig. På grund af varmen og luftfugtigheden, var det udpræget mest bade-vejr, hvilke der jo også var gode muligheder for på Haydarpasha Hotel.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Til venstre ses lige lidt af vandrutsjebanerne. Dem turde William og Malte slet ikke prøve de første par dage, vi var der. Men i slutningen af ugen fik de noget mere mod på det, og der fra var de ikke til at stoppe igen :-)

Maden – ultra all inclusive 

På Haydarpasha Palace var der ultra all inclusive. Sådan helt overordnet synes jeg, at maden var god. Der var et kolosalt kæmpe stort udvalg i buffeten af alt. Jeg har aldrig set så mange kager! De var virkelig flotte og dekoreret flot, men lige som flotte de var – lige så skuffende var de. De smagte af ingenting, og der blev jeg virkelig mindet om, hvor gode vi er til at bage i Danmark. Vores brød og kager er efter min mening noget helt særligt.

Udover den store kage-buffet var der var heldigvis også en stor salat-buffet. Den var rigtig god, og der var et godt mix af blandede salater og bland-selv-salater. Hver dag var der pizza, forskellige slags ris, kød, kylling, kalkun, and, kartofler, forskellige slags suppe og meget mere.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

De flotte kager som desværre ikke smagte af meget. Vi blev dog enige om, at kiksekagen måtte være den af dem som havde mest smag. 

Udover kage- og salatbuffeten. Der var også en “afdeling” med brød og boller, is og mere lokalt mad. Jeg har sikkert glemt noget af det, så konklusionen må bare være, at der var stort og meget.
Det var larmen desværre også. Man skal bestemt ikke være sart eller sensitiv over for støj i deres buffet-restaurant. Vi prøvede at være der hver dag klokken 19.00, når de åbnede, for der var der mindst støj og mulighed for at få et bord nogenlunde i starten.
I midtergangen med alt maden var det som at stå på hovedbanegården når der ankommer et tog på hver side. Larm og mennesker over alt!

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Til frokost valgte vi at spise i buffeten ved stranden. Vi behøvede ikke det kæmpe store udvalg til frokost… eller larmen.

I ultra all inclusive på Haydarpasha Palace var der morgenmad, sen morgenmad i et mindre lokale klokken 10-11 – kan anbefales. Der var meget mere roligt, og der kunne bl.a. bestilles omelet. Så var der frokost to steder, aftensmaden og drikkevarer og snacks hele dagen. Deres snacks var ikke bare snacks men hele måltider, så det var faktisk muligt, at spise når man ville. Der var bagte kartofler med fyld, brød, frugt, kager, pomfritter, pizza, kebab og alt muligt andet. Der var desværre kun is i to timer om dagen. Det hed sig vist, at det skulle være i dagtimerne, men da vi var der, var det kun i to timer eller til “udsolgt” – hvilke skete hver dag.

Jeg synes, at maden var god, veltilberedt og et flot udvalg. Min utilfredshed er larmen (hvilke jeg også kommer ind på senere) samt deres hygiejne. Der var rigtig mange kvinder og børn som tog maden direkte fra buffeten med hænderne – også den varme mad. Det blev ikke påtalt af kokkene eller tjenerne, ligesom der heller ikke var håndsprit ved indgangen til restauranten. Det synes jeg ikke er i orden på et så stort hotel med langt over 1000 gæster.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Min aftensmad en af dagene. Jeg spiste rigtig mange ris i Tyrkiet. De smagte virkelig godt, selv om de måske ikke ser ud af meget. Jeg har fået fortalt af en sød læser, at man bruger smør, når man tilbereder ris i det Tyrkiske-køkken. Det må jeg forsøge mig med, men hvis nogen af jer har en god opskrift, må I meget gerne sende den til mig.   

Flyselskaberne og busturen

På vej til Tyrkiet fløj vi med freebirds og på vej hjem med SAS.
Hos freebirds var der engelsktalende personale, og de havde et mindre udvalg af kold mad og drikkevarer. De modtog kun kontanter (ikke kort) hvilke en del passager blev ret utilfredse over – forståeligt nok vil jeg mene.
SAS personalet talte dansk, og det var et lækkert fly, som vi fløj hjem med. Personalet var meget imødekommende og gav en super service. Heller ikke her var det muligt at bestille mad ombord, men der kunne købes lidt sandwich og kager. Stewardessen viste os udvalget og fortalte rigtig sødt, hvilke sandwich hun kunne anbefale (og ikke anbefale) til børnene. Generelt vil jeg sige, at de alle sammen fortjener stor ros for deres imødekommenhed og venlighed.

Vi rejste med Sunweb til Tyrkiet. Hjemme fra havde vi fået oplyst at turen fra lufthavnen til hotellet ville tage cirka 45 minutter. Det gjorde den ikke! Der var ingen guide med i bussen, og chaufføren talte ikke engelsk og kunne muligvis heller ikke vejen til hotellet. I alt fald endte det med at tage næsten 2,5 før vi ankom til hotellet. Vi var tredje stop på turen inden for et ret lille område, så jeg ved ikke hvorfor det tog så lang tid. Jeg kan fortælle, at vi svedte rigtig meget og ikke havde vand med til så lang en tur. Alle i bussen var trætte og lettere opgivende og især for børnene var det en lang tur. På vejen hjem tog det kun 45 minutter at køre ud til lufthavnen, så et eller andet har der været galt på udturen.

Det savnede vi

For sen underholdning
Underholdningen på hotellet begyndte klokken 22.00 og sluttede omkring kl 0.00-0.30
Et af arrangementerne så vi fra vores terrasse imens børnene sov. Vi syntes, at det var rigtig ærgerligt, at det først startede klokken 22.00, for der lå vores drenge i deres senge. Klokken 21.00 eller endda før ville nok have været mere passende for mange børnefamilier.

Engelsktalende personale
Med så stort et hotel og med gæster fra så mange forskellige lande, mener jeg at personalet skulle have et lille kursus i engelsk, når de blev ansat. Det var kun meget få som forstod en smule engelsk af både dem i receptionen og resturanten, og man skulle ikke bevæge sig ud i længere sætninger. Størstedelen af dem forstod slet ikke engelsk, og det var samme opfattelse vi fik på de små ture vi var på. Vi var blandt andet i et lille Tivoli ved siden af et center der hed Time Center, og her var der en ung fyr som kunne lidt engelsk. Resten af dem der arbejdede der kunne ikke forstå et ord engelsk.
Det kan måske godt synes ligegyldigt, om de kan engelsk eller ej på hotellet men for os blev det meget aktuelt, da vi fik brug for lægehjælp. Det behøver jeg ikke at komme nærmere på ind her, men jeg vil blot sige, at det ikke var nemt, når vi ikke kunne kommunikere med dem.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Fra vores tur til centret. Her fik vi for første gang prøvet roll ice cream, og så besøgte vi et lille Tivoli, hvor drengene prøvede ting.  

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Vi spiste på en stor café når centret. Her fik vi meget pæn betjening og virkelig billig mad. Vi fik 7 x drikkevarer, 4 hovedretter og 2 forretter for 250 kr. Jeg fik risotto og kylling med timian. 

Deres wellness afdeling
På hotellet lå en wellness afdeling i underetagen. Her kunne vi hver dag aflevere og få nye pool-håndklæder. En rigtig dejlig service som de ansatte desværre gjorde til en mindre god oplevelse. Vi blev dagligt, rigtig rigtig mange gange om dagen spurgt, om vi ville købe massage. Jeg er godt klar over, at det for hotellet gælder om at tjene mere. Jeg gider bare ikke at blive spurgt 10 gange om dagen, om jeg vil købe massage eller få det til “special price”. Vi og de andre gæster ved godt at muligheden er der, for der udleveres en flyer, når man tjekker ind på hotellet. Udover at blive i nærheden af wellness området gik de også rundt og spurgte hele dagen ved poolen. Det bliver man træt af, og det virker til sidst som et irriterende moment.

Værelserne 
Det fungerede ikke særlig godt for os med duplex værelser og trappen. Trappen var meget snoet og helt ærligt blev jeg træt af at have nogle af vores ting på første sal og nogle i underetagen. Det er måske fordi vi bor i et etplanshus, så vi var ikke var så velorganiseret, fordi vi er vant til at have “det hele samlet”.
Derudover er vi vant til at kunne slukke lyset og lukke døren ind til drengenes værelser, og det kunne vi jo ikke her. Derfor havde de meget svært ved at falde i søvn, selv om Søren og jeg sad musestille med kun en smule lys på telefonen. Ja det lyder ret komisk nu, men dernede var det irriterende ;-) Så kunne vi have valgt anderledes, ville vi have valgt familieværelser med to rum. Det er blot et tip til dem som måtte kunne bruge det.

Ro og stilhed
Jeg bliver nødt til at nævne dette for at kunne give en ærlig anmeldelse af hotellet. Haydarpasha Palace er et virkelig flot hotel og pool-området er virkelig genialt og velfungerende, men her er larm. Eller rettere sagt larm over alt. Der er høj musik dagen lang og nogen gange også om aftnen. Der er mennesker over alt – mange mennesker og jeg glædede mig til at komme hjem de sidste par dage. Vi var der i ni dage med otte overnatninger, og jeg kan med stor ærlighed sige, at jeg ikke kunne have tænkt mig, at der være der i 14 dage.
Jeg er sådan en person som lader op og får energi, når jeg har ro omkring mig, og det var svært at finde nogen steder der.

Et godt råd
Vi fik rigtig mange myggestik, og jeg slog ret meget ud af dem og hævede. Det kan jeg også godt gøre her hjemme, men på ferien var jeg ekstra hård ramt. Så hvis du ligesom mig slår meget ud af myggestik, kan det være en god idé at medbringe myggesalve eller antihistaminer.

Hotel Haydarpasha Palace - Tyrkiet

Min anmeldelse af Hotel Haydarpasha Palace – Tyrkiet

Hotel Haydarpasha Palace er et 5-stjernet flot og imponerende hotel med mange faciliteter og lækre pool-områder. Alt er stort og flot på Haydarpasha – men også larmende.
Her er mange kulturer og forskelligheder, og det synes jeg egentlig var både sjovt og hyggeligt at opleve. Ved poolen sås både kvinder i badedragter, bikinier og burkinier, alle så ud til at hygge sig og var der med det formål at slappe af, bade og være sammen med deres familier.

Vi var ikke helt tilfredse med vores hotelværelser, da de ikke fungerede så godt for os. Så på vores næste ferie, vil jeg kigge efter lejlighed eller feriehus. Jeg vil med ret stor sikkerhed også kigge efter noget mere roligt. Måske endda et feriehus syd på med udendørs køkken, egen pool eller tæt ved stranden. Så kan vi købe ind på de lokale markeder og nyde ro og stilhed i huset sammen med børnene. Lyder det ikke ret godt?
I må meget gerne komme med anbefalinger, og det behøver altså ikke lige matche min beskrivelse, men bare være et lækkert sted hvor I har været.

Spørg løs

På min Instagram profil som I kan følge her @madling_dk delte jeg flere små film og billeder, imens vi var i Tyrkiet. De ligger alle sammen under min profil, hvis nogen af jer skulle være interesseret i at se dem. Men det som jeg egentlig ville sige, med det her var, at jeg fik en masse spørgsmål, da jeg delte filmene.

Der blev bland andet spurgt, om jeg kunne anbefale hotellet til par uden børn. Det korte svar må være nej, men her kommer lidt nuancer. Jeg tror personligt, at jeg ville blive træt af børnefamilier, hvis det var mig, der var taget der til på romantisk holiday. Jeg ved, at der var en pool kun for voksne, men der var vi ikke, så jeg skal ikke kunne sige, om var god. Skulle jeg på ferie med min kæreste/mand ville jeg fortrække et mere roligt og hyggeligt sted med mindre gang i den.

Jeg håber, at jeg har fået besvaret alle jeres spørgsmål i dette lange indlæg. Men er der noget som I gerne vil vide eller have uddybet spørger I bare løs :-)

Læs om flere af vores rejer og få rejsetips her

Følg Madling.dk på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.