Havregrynsboller
Brød og boller

Havregrynsboller

Havregrynsboller

Havregrynsboller – opskrift på de lækreste boller med havregryn.

Jeg har bagt de her havregrynsboller rigtig rigtig mange gange. Det er vores favorit morgenboller, som vi meget ofte får i weekenden. Dejen er utrolig nem at røre sammen på en køkkenmaskine, og boller bliver altid så gode, bløde og luftige.

Jeg har penslet mine boller med havregryn med sammenpisket æg og pyntet med både solsikkekerner, sesamfrø og chiafrø. Det gør at bollerne bliver lidt mere a la kerneboller, og så får de en endnu bedre smag, synes vi. Du kan også bruge græskarkerner, birkes eller hørfrø.

FAQ – ofte spurgte spørgsmål til havregrynsbollerne:

Kan man ikke bruge mindre mængde olie?
Jo, det kan man godt. Men så bliver bollerne ikke lige så bløde, og de holder heller ikke den gode lækre konsistens lige så godt, når de fryses eller gemmes til dagen efter.

Bollerne skal ikke have lige så lang tid i min ovn, hvordan kan det være?
Som jeg skriver i opskriften, afhænger bagetiden af ovnen. Der kan være stor forskel på ovne, og derfor er det altid en god idé at holde øje med bollerne undervejs i bagningen.

Kan bollerne fryses?
Ja, det kan de. Jeg fryser næsten altid halvdelen eller mere af dem ned, når jeg bager. Jeg kommer dem i en frysepose med clips på, og så tager jeg det antal op, som jeg skal bruge til madpakkerne eller morgenmad.

Hvordan gen-varmes bollerne bedst?
De kan kommes på en brødrister eller i ovnen. Men de kan også bare lægges på spisebordet i posen til de er tøet op. Den nemmeste og hurtigste måde at varme bollerne på, er at komme dem i mikroovnen ganske kort tid. Jeg plejer at give dem 30-60 sekunder, hvis det kun er en bolle eller to. Bare lige så de ikke er frosne længere – men uden at de bliver (for) bløde.

Har du flere spørgsmål kan du skrive til mig i kommentarfeltet nederst på siden :-)

Se mange flere opskrifter på brød og boller her.

boller med havregryn
boller havregryn
havregryn boller

Havregrynsboller

Antal 13 stk.

Ingredienser

  • 6 dl vand
  • 15 g gær
  • 1 tsk. honning
  • 1 dl solsikkeolie
  • 3 dl finvalsede havregryn
  • 600 g hvedemel
  • 1,5 tsk. groft salt

Pensling og pynt

  • 1 æg
  • 2 spsk. solsikkekerner
  • 2 spsk. sesamfrø
  • 2 spsk. chiafrø

Sådan gør du

  • Om aftnen
    Rør gæren ud i vandet.
    Tilsæt honning og olie og rør igen.
    Hæld havregrynene i og rør rundt. Kom derefter melet i lidt af gangen imens der røres. Jeg har rørt dejen på en køkkenmaskine i 5-6 minutter.
    Tilsæt saltet og rør det ud i dejen.
    Dejen er rørt færdig, når den slipper dejkrogen og den er helt ensartet, blød og uden klumper. Du kan godt røre dejen i hånden også, så længe du er ret grundig.
    Sæt dejen til at hæve i køleskabet natten over med en pose lukket om skålen eller husholdningsfilm.
    Dagen efter
    Tænd ovnen på 220 grader varmluft og lad den varme helt op.
    Kom bagepapir på to plader og brug to spiseskeer til at lave bollerne med. Dejen skal ikke æltes eller formes men løftes "i klatter" over på pladen.
    Pisk ægget sammen med en gaffel. Brug en madpensel til at pensle bollerne med og drys dem med solsikkekerner, sesamfrø og chiafrø.
    Bag bollerne i cirka 20-22 minutter til de har en lysebrun bund. Bagetiden afhænger af ovnen.
    Jeg bager ofte en plade af gangen i midten af ovnen. Så synes jeg at bollerne bliver bedst og får bedst varme. Men hvis du ved at din ovn sagtens kan bage to plader af gangen fint, så kom bare begge plader ind.
    Lad bollerne køle af på en bagerist inden de spises. Se mere om opbevaring og afkøling oppe i teksten.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk
Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar