Gullaschsuppe

Gullaschsuppe
Jeg har aldrig været specielt begejstret for suppe – med undtagelse af gullaschsuppe. Faktisk synes jeg, at denne suppe er så lækker, at jeg anser den som lidt af et fest-måltid, og jeg ville til hver en tid også servere den for gæster. Den har en dejlig kraftfuld smag af paprika og tomat. Den kan med fordel gemmes til dagen efter, da den ofte smager bedre, når den har fået lov at stå og trække. Suppen er ikke stærk, da det er mild paprika som anvendes, så den er meget børnevenlig.

Opskriften er inspireret af Arla, og egentlig vil jeg kun have egen opskrifter på bloggen. Men da denne gullaschsuppe er så god, synes jeg den skal med. Når jeg laver den, bruger jeg dobbelt op af tomatpurén, det vil sige en 140 gram dåse. Derudover tilsætter jeg altid gulerødder, ekstra vand, mindre fedtstof og så bruger jeg flødeost med hvidløg og krydderurter. Til ikke-oste-spisere så kan suppen godt laves uden ost. Osten giver smag og er med til at gøre suppen cremet. I stedet kan du tilsætte cremefraiche. Det gjorde jeg, da jeg skulle servere den uden ost, og det smagte ganske godt.

Jeg har lavet denne suppe så mange gange, at jeg laver den lidt anderledes end originalen. Så nedenstående er den måde jeg plejer at gøre det på.

Det kan godt være, at den ikke ser ud af meget men synet bedrager. Smag den!

Gullaschsuppe

Opskrift på gullaschsuppe

500 g skært oksekød (i tern eller strimler)
Smør til stegning
1 løg
2 tern oksebouillon
2,5 liter vand
2-3 spsk mild paprika
1 dåse koncentreret tomatpuré 140 g
Salt og peber
10-12 kartofler (kan undlades)
5 gulerødder
125 g flødeost med hvidløg og krydderurter
Pynt:
Cremefraiche 9% eller 18%
Bredbladet persille

Fremgangsmåde

Svits kødet i en gryde med smør og tilsæt grofthakket løg. Når kød og løg er brunet tilsættes alle de øvrige ingredienser bortset fra gulerødder, kartofler og ost.
Lad suppen koge ved middel varme i ca. 40-45 minutter. Skræk kartoflerne og gulerødderne og skær dem dem ud i mindre stykker.
Smag om kødet er blevet mørt og tilsæt kartoflerne og gulerødderne (medmindre kødet og suppen skal koge yderligere tid).

Til sidst tilsættes osten som gør suppe lækker cremet. Lad det hele småkoge i 18-20 minutter til kartoflerne og gulerødderne er møre. Suppen serveres med kold cremefraiche, persille og eventuelt brød til.

Mængde

Rigeligt til 4-5 personer

Følg med på Bloglovin’ og få besked når der er nye indlæg på Madling.dk


Kommentarer

Gullaschsuppe — 2 kommentarer

  1. Åh, hvor ser det godt ud! Personligt har jeg faktisk altid været ret glad for supper. Især på kolde efterårs/vinter dage. Sådan et “comfort-food” for mig! Jeg vil dog give dig ret i, at der findes mange tamme og kedelige supper derude. Det gælder om at give det en masse krydderi og noget lækkert at tygge i. Jeg skal helt klart prøve din variant! Tak for tippet!

  2. Hej Rikke
    Mange tak. Det er sådan en god suppe, og jeg tror aldrig, vi bliver trætte af den. Mine drenge får ofte suppe i deres institution, og de er begge vilde med det. Måske skulle vi forsøge os med andre typer suppe hen over vinteren :-)
    Fortsat god weekend.
    Vh. Mie

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.