Sidste weekend var vi på besøg hos familie, og der havde vi lovet at medbringe en salat. Jeg havde ikke lyst til at lave en helt almindelig salat af agurk, tomat og salatblade, så derfor lavede jeg i stedet en efterårssalat. Det blev denne grønkålssalat med æbler og saltmandler med en dressing af olie, honning og sennep.
Jeg ville have lavet saltmandler selv. Men så fandt jeg nogle lækre mandler på tilbud, da jeg var ude at handle. Men kan sagtens selv lave saltmandler, og det er ovenikøbet meget let. Jeg linker til opskriften på saltmandler længere nede i teksten.
Den snittet grønkål er vendt i en dressing af olivenolie, honning og sennep. Jeg kan godt lide, når den får en lidt sød smag, da det passer godt til den mere skarpe smag fra kålen. Dressingen, kålen, bær og osten kan godt tilberedes på forhånd, men æblerne og mandler skal helst først på lige inden salaten skal spises.
Flere opskrifter med grønkål:
Grønkålssalat med perlebyg og æbler
Grønkålschips
Chef’s salad med kylling og avocado
Opskrift på grønkålssalat med æble og saltmandler
200 g snittet grønkål
3 røde æbler
60 g saltmandler (købt eller hjemmelavede)
125 g brombær
150 g feta
Dressing:
5 spsk. olivenolie
3 spsk. vand
3 tsk. honning
3 tsk. citronsaft
1 tsk. Dijonsennep
Salt og peber
Fremgangsmåde
Snit og skyl grønkålen fint hvis den ikke er købt snittet.
Rør dressingen sammen og hæld den over grønkålen.
Bland dressingen godt rundt på kålen, det letteste er at vende det med hænderne.
Skyl og skær æblerne ud i små tern som vendes rundt i salaten.
Pynt salaten med brombær, smuldret feta og saltmandler.
Mængde
En skål grønkålssalat med æble og saltmandler
Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram.
Ingen kommentarer