Grønkålschips

Grønkålschips

Grønkålschips – Det lyder ret sundt ik?
Det er de også, da de ikke består af andet end friske grønkålsblade, lidt olivenolie og salt, og så har de været en tur i ovnen. Jeg synes, det ville være fejt at påstå, at de smager som almindelige chips, for det det gør de ikke. Men de smager vældig godt, og de blev super sprøde og dejlige knasende.

Vi har både spist grønkålschipsene som en sund aften-snack, og så har jeg også blandet dem i salat. Det smagte virkelig skønt og gav salaten et ekstra “pift” og godt med knas. Det er ganske nemt at få grønkålsbladene sprøde i ovnen. Inden jeg smagte dem, havde jeg ellers frygtet, at de ville blive lidt slatne og kedelige i det, men det blev de langt fra. De knasede lige som de skulle, og havde stadig en lille smule bid i sig. Det er selvfølgelig smag og behag, hvor sprøde man gerne vil have grønkålschipsene, man skal bare passe på, at de ikke brænder på. De skal blive mørkegrønne i ovnen og en smule brune på spidserne af bladene, men de må ikke blive helt brune, så får de en bitter og ikke god smag.

Inspiration til flere hjemmelavede chips:
Rugbrødschips – squashchips – rødbedechipsbananchips  og ostechips.

Grønkålschips

Grønkålschips

Opskrift på grønkålschips

300 g frisk grønkål (et stort grønkålshoved)
Olivenolie
Flagesalt eller havsalt

Fremgangsmåde

Tag bladene fra stilken og riv dem ud i mindre stykker inden de skylles grundigt. Lad bladene dryppe godt af i en sigte eller tør dem i et viskestykke.

Læg bladene ud på to plader med bagepapir uden at de ligger i lag. Hæld en smule olivenolie ud over bladene. Det skal ikke være særlig meget, og de må på ingen måde ligge og “soppe” i olie. Drys med lidt salt og kom pladerne i ovnen.

Bagetid: 13-15 minutter ved 180° varmluft.
Hold godt øje med grønkålschipsene. De skal være helt sprøde, men de må ikke blive brændte.

Mængde

En stor skål grønkålschips

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.