Grøn salat med mormordressing

Grøn salat med mormordressing

I weekenden havde vi vores familie på besøg for at fejre Sørens fødselsdag. Han har egentlig fødselsdag i juli, men der var både vi og flere andre fra familien ude at rejse, så derfor havde vi flyttet dagen til denne weekend.

Selv om vi kun var de allernærmeste, så er vi alligevel en forholdsvis stor flok, når vi er samlet. Både Sørens bror og min bror har børn, så det er lige før, at børnene udgør halvdelen af selskabet. Det er rigtig dejligt for William og Malte med fætre og kusiner, for så er der altid nogen at lege med. De glæder sig hver gang vi skal ses, og de har næsten ikke tid til at sidde med ved bordet, fordi de så gerne vil lege.

Fordi vi er så mange, kan det af og til være lidt svært, at finde på hvad vi skal spise. Eller det vil sige, det er egentlig ikke svært at finde på maden, men der skal være tid og plads til at lave det hele. Jeg savner tit, at vi havde to ovne i vores køkken. Det kunne være vildt lækkert og luksus, når man har gæster.

Denne gang besluttede vi at lette madlavningen lidt, så vi ikke selv skulle forberede helt så meget, som vi plejer. I løbet af ugen lavede vi en dobbelt portion af mine luftige frikadeller som vi frøs ned. Så bestilte vi fire grillede kyllinger og fire lækre brød med rosmarin, som var lige til at bage i ovnen. Som tilbehør lavede vi to plader med små kartofler bagt i ovnen og en grøn salat med mormordressing. Mormordressing laves af piskefløde og smages til med citronsaft, honning og salt og peber. En virkelig god og nem dressing som egner sig rigtig godt til en simpel grøn salat.

Grøn salat med mormordressing

Opskrift på grøn salat med mormordressing

Romainesalat
50 g ærteskud (en bakke)

Dressing:
250 ml piskefløde
6 tsk citronsaft
3 tsk honning
Salt og peber

Fremgangsmåde

Riv salatbladene ud i små stykker og skyl salaten og ærteskuddende i en sigte. Bland salaten og ærteskuddende sammen i en skål.

Hæld fløden i en skål og tilsæt halvdelen af citronsaften og alt honningen. Rør dressingen rundt med et piskeris. Det skal ikke piskes – bare røres rundt til dressingen bliver tykkere. Tilsæt resten af citronsaften og rør dressingen rundt igen. Smag til med salt og peber og kom mormordressingen hen over salaten med en teske.

Dressingen skal smage både sødt og surt. Det kan være at den skal smages til et par gange, til den smager lige som ønsket.

Mængde

En skål grøn salat med mormordressing

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.