
Nem opskrift på grøn kage også kaldet gift kage. Dejen farves med grøn konfitorfarve og det giver kagen denne her flotte og intense grønne farve. Giftkage er oplagt at servere til halloween eller som hulk kage til en børnefødselsdag.
Min grønne kage er lavet med marcipan. Det synes jeg giver kagen en rigtig god smag og konsistens. Man kan også lave grøn kage med mandelessens, men jeg fortrækker at lave den med revet marcipan. Kagen bliver så dejlig blød af marcipan og giver en dejlig luftig kage.
Giftkage til halloween.
Nu nærmer halloween sig og jeg tænker, at det da er perfekt at bage grøn kage til børnenes halloween-fest. Kagen kan pyntes med små marengs spøgelser, vingummi flagermus eller andet (u)hyggeligt pynt. Den grønne kage kan også bruges til børnefødselsdag som en hulk kage eller fodboldkage med krymmel og vingummier.

Grøn kage
Ingredienser
- 250 g blødt smør
- 250 g sukker
- 200 g marcipan
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 tsk. bagepulver
- 4 æg
- 300 g hvedemel
- 3 dl letmælk
- 8-9 tsk. grøn konditorfarve (jeg har brugt Tørsleff's)
Glasur
- 250 g flormelis
- 3 spsk. kakao (usødet)
- 3 spsk. kogt vand
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Rør det bløde smør og sukkeret luftigt med et piskeris.Riv marcipanen på et rivejern og kom det ned i skålen.Tilsæt vaniljesukker, bagepulver og æg og rør det sammen.Kom mel i og rør dejen sammen igen. Hæld mælk i lidt af gangen til dejen er blød og ensartet i konsistensen. Kom den grønne farve i og pisk den forsigtigt ind i dejen. Mængden af farve afhænger af hvilken frugtfarve du bruger og hvor lys eller mørkegrøn du ønsker kagen.Kom bagepapir ned i en form på 20 x 29 cm. og hæld dejen i formen. Hvis der bruges et større eller mindre kagefad skal bagetiden tilpasses derefter. Bag kagen i midten af ovnen i 50-55 minutter. Bagetiden afhænger af ovnen. Kagen bliver lidt brun på toppen - men det gør ikke noget, da der skal glasur på.Efter bagning løftes der helt forsigtigt i bagepapiret så kagen løftes op af formen. Sæt den på en rist og fold bagepapiret ned. Her skal kagen stå til den er helt afkølet. Kog vand i elkedel og hæld flormelis og kakao i en skål. Tilsæt vandet (mål det gerne af med en måleske) og rør glasuren godt sammen.Hæld glasuren over kagen og smør det ud med en spisekniv. Lad glasuren tørre og så er kagen klar til at blive spist. Der bliver 10-12 stykker kage uf af opskriften.



Grøn kage og giftkage muffins.
Dejen kan også bruges til muffins i stedet for en hel kage. Så skal bagetiden dog forkortes en del. Efter bagning kan kagerne pyntes med hvid og brun glasur, som der laves mønster i, eller de kan pyntes med halloween chokolade, små slikpinde eller vingummi. Jeg har ikke prøvet at bage kagen som muffins, men det vil jeg gerne en weekend, når tiden er til det.
Giftkage i bradepande.
Kagen kan også laves i en stor udgave i en bradepande. I denne opskrift er der brugt en 20 x 29 cm. form som giver 10-12 stykker kage. Hvis kagen laves i større skal bagetiden tilpasses der efter, og så skal der selvfølgelig laves ekstra glasur.
Kagen kan sagtens laves dagen inden, den skal spises. Den holdte sig god og blød både dagen den blev bagt og de to efterfølgende dage. Jeg pakkede kagen ind i bagepapir og lagde et rent viskestykke ovenpå. Har du en form med låg, kan det også bruges.
Prøv også: Marengsspøgelser til halloween | Farvede popcorn.
Følg med her:
Du du meget velkommen til at følge min Facebook side og Instagram profil. Begge steder deler jeg links til de nyeste post og opskrifter, så snart de er på bloggen.
2 Kommentarer
jeg syntes altså at den er lidt for grøn til min smag
Hej Lærke
Så kan du bruge mindre farve, når du bager kagen.
Rigtig god weekend.
Hilsner fra Mie