Gaffelkager
Kage og dessert

Gaffelkager

Gaffelkager

Den bedste opskrift på gaffelkager – småkager med kokos.

I mit barndomshjem var det næsten altid min far der lavede mad. Men til jul var det min mor som bagte julekagerne og lavede konfekt, og jeg var med fra jeg var helt lille. Så lavede vi gaffelkager, havregrynskugler, cornflakestoppe og konfekt, som vi kunne gå og spise lidt af hele december måned. Jeg elskede at få lov til at være med til at bage. Jeg kan stadig huske duften som bredte sig i hele køkkenet, når vi tog den ene plade efter den anden ud af ovnen.

Specielt kunne jeg godt lide at være med til at lave gaffelkager, fordi de var så nemme at selv små børnehænder kunne være med. Efter at dejen er formet sættes den på køl. Så trilles en masse små kugler som trykkes med en gaffel og deraf kommer navnet gaffelkager.

Når der er ro og tid, kan jeg også rigtig godt lide at have mine børn med i køkkenet, og begge drenge plejer at være glade for at deltage. William skulle have været til børnefødselsdag i går, men det blev desværre aflyst på grund af sygdom. Så da Malte og Søren tog sig en eftermiddagslur, gik William og jeg en tur over for at handle ind til gaffelkager med vanilje. Dejen lavede jeg da vi kom hjem, for der ville William hellere lege. Det sjoveste syntes han var at få lov at trykke kagerne med gaflen, og det var han ret god til.

De næste kager på min jule-bage-liste må være havregrynskuglerne. De er lige så nemme at lave, og så smager de ligesom de her kager af barndom ♥

Lad gaffelkagerne køle af på en ris efter bagning. Kom dem derefter i en kagedåse eller beholder med låg. De skal opbevares tørt og ikke for varmt.

Gaffelkager

Gaffelkager

Antal 140 stk.

Ingredienser

  • 250 g smør
  • 250 g hvedemel
  • 150 g kokosmel
  • 150 g kartoffelmel
  • 150 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 æg

Sådan gør du

  • Skær smørret ud i små stykker og kom det ned i en skål. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen med hænderne eller en køkkenmaskine. Jeg brugte hænderne, og det tog cirka 10 minutter at få smørret arbejdet ind i dejen, så den blev helt ensartet og fast. Når dejen er formet som en stor fast kugle sættes den i køleskabet i en time eller længere.
    Tag dejen ud af køleskabet og form små kugler på størrelse med et lille kirsebær. Sæt kuglerne på to plader med bagepapir. Der skal være afstand mellem kuglerne, så kagerne ikke kommer til at hænge sammen. Jeg havde cirka 25 kager på hver plade og bagte en plade i ovnen af gangen.
    Med en børnegaffel eller en kagegaffel trykkes kuglerne flade. De skal have et enkelt fast tryk, så der kommer gaffel mærker i dejen. Bag kagerne i midten af ovnen.
    Bagetid: 8-9 minutter ved 200 grader. Hold godt øje med kagerne de skal være ganske lyse men med en lysebrun bund. Så bliver de gode og sprøde.
    Når gaffelkagerne er taget ud af ovnen, flyttes de forsigtigt over på en bagerist. Når de er helt afkølet, kommes de i en beholder eller kagedåse med låg. Opbevar kagerne ved stuetemperatur.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram

Tidligere indlæg Næste indlæg

4 Kommentarer

  • Svar Nina 21. januar 2018 at 08:56

    Hej
    Er det Kokosrasp eller kokosfibermel du mener, når du skriver kokosmel i opskriften på gaffelkage?
    Mvh. Nina

    • Svar Mie 21. januar 2018 at 14:03

      Hej Nina

      Nej, det er almindelig kokosmel som også bruges til fx. kokostoppe eller romkugler.
      Vh. Mie

  • Svar Wanda 21. november 2019 at 08:06

    Uhmm ser lækre ud, vil prøve dem. Kender ikke opskriften, men kan komme til det :) Knus fra Wanda

    • Svar Mie 21. november 2019 at 13:27

      Hej Wanda
      De er så gode og minder mig altid om julen i mit barndomshjem.
      Når først kuglerne er trillet, skal de trykkes med en lille gaffel. Det er vel lige før at ham dit lille søde barnebarn kan være med :-)
      Knus Mie

    Skriv din kommentar