Jeg ville ønske at denne lækre kage stod klar i køleskabet i dag, hvor det er min fødselsdag. Det gør den desværre ikke, da både jeg og min yngste søn ligger syge.
Så jeg må nøjes med at kigge ud på det lækre solskinsvejr, som næsten minder om en forårsdag og drømme mig til kage.
Billedet af fødselsdagskagen er fra sidste år, hvor vi havde inviteret familien til middag og kage. Bunden er lavet ud af blandet andet mandler, og cremen er en blanding af fløde og cremefraiche. Jeg elsker bær, så der skulle selvfølgelig masser af blandet bær på kagen. Jeg glæder mig så meget til forår, sommer og godt vejr. Så skal vi helt sikkert til at opholde os i haven igen og plante masser af grøntsager og frugt. Sidste sommer havde vi jordbær og rigtig mange brombær i haven. Vi har også et par blåbærbuske, men de ser desværre ikke ud til at give bær, så der må vi nok ud og få købt et nyt sæt.
Kagen kan godt laves dagen inden, den skal spises men vent med at pynte den, så holder bunden sig bedst. Stil cremen på køl og pak bunden ind og opbevar den på køkkenbordet.
Fødselsdagskage med mandelbund og bær
Ingredienser
Mandelbund:
- 400 g mandler (blendes til groft mandelmel)
- 400 g rørsukker
- 6 æg
Vaniljecreme:
- 1,5 dl piskefløde
- 1 spsk. flormelis
- 1 tsk. vaniljesukker eller korn af en vanillestang
- 1,5 dl cremefraiche
Pynt:
- Jordbær
- Hindbær
- Blåbær
- Cirtonmellise
Sådan gør du
- Blend mandlerne til mandelmel. Pisk æg og sukker sammen og vend mandelmelet i. Kom bagepapir i bunden af en springform og hæld dejen i formen.Bagetid: 35 min. ved 175°.Pisk fløden til flødeskum i en skål og rør flormelis og vanilje sammen med cremefraichen i en anden skål. Hæld cremefraichen over i flødeskummet og bland det forsigtigt sammen. Stil cremen på køl indtil den skal på kagen.Når kagen er afkølet, pyntes den med cremen og bær.
Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram ♥
10 Kommentarer
Hej :)
Jeg ville høre hvor mange personer kagen er til? Og hvilken str springform du har bagt kagen i?
Hilsen Mia
Hej Mia
Jeg vil gætte på en 10-12 personer, afhængig af hvor store stykker der spises ;-)
Bunden er bagt i en stor springform 28 cm.
Hilsen Mie
Hej. Jeg skal bage den her på torsdag (Sankt Hans) og jeg ville høre om det er 175 varmluft?
Mvh :-)
Hej Sofie
Nej, der er ikke brugt varmluft til denne kage. Rigtig god Sankt Hans aften :-) Vh. Mie
Hej, kan man lave den dagen før ? Eller bliver den tør ?
Hej Gitte
Man kan godt lave den dagen før. Se beskrivelsen længere oppe ;-)
God sommer.
Vh. Mie
Hej Mie
Jeg vil også forsøge mig med denne kage til min fødselsdag. Er dog i tvivl når du skriver: “På billedet er brugt dobbelt portion.”
vil det sige jeg fx skal bruge 400 gr. sukker og ikke 200 gr for at få til 10-12 personer? :)
Hej Maria
Ja, hvis du vil have kagen lige så stor/høj som på billedet, skal du lave opskriften x 2. Jeg ved ikke, om du følger med på min Instagram profil? men der viste jeg på et tidspunkt et billede af kagen i den mindre størrelse.
Rigtig god fødselsdag :-)
Hej Mie
Jf dit svar til Maria forstår jeg, at opskriften til 10 personer skal ganges med to (fx 400 g sukker osv). Men feltet, man taster personantal ind i, ser ud til at 400 g sukker mv. ville svare til 20 personer?
Mvh Helle
Hej Helle
Nu er opskriften rettet til, så den giver en bund/kage (som på billedet).
God aften.
Vh. Mie