De her fladbrød lavede jeg til vores X-Factor hygge aften. Jeg kom pulled chicken i dem, grøntsager, pommes frites og en hjemmelavet dressing med persille.
Jeg har ikke prøvet at lavet fladbrød før, men resultatet blev rigtig godt. Brødene laves på en meget varm pande uden fedtstof, og det giver dem en naturlig smag. Næsten som når man laver brød over bål. Den der “rigtige” smag af brød som samtidig dufter herligt.
Min mand beskrev det ret godt, han sagde, “de smager af ridder-marked”. Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg forstod præcis, hvad han mente :-)
Opskrift på fladbrød
2 dl vand
25 g gær
1 dl græsk yoghurt
1 tsk groft salt
500 g mel samt ekstra mel til brødene skal rulles ud
Fremgangsmåde
Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt og stil den til at hæve med et viskestykker over i mindst en time (det gør ikke noget at den hæver længere).
Form 10-12 kugler ud af dejen og rul dem så flade som muligt med en kagerulle. Varm en pande (varmen må gerne være op på max) og brun hver af de udrullet brød på panden. Der skal ikke anvendes fedtstof. Brødene skal varmes på begge sider, og de er færdige, når de har fået lidt brune pletter på begge sider.
Mængde
10-12 fladbrød
Ingen kommentarer