Fastelavnsboller med creme og syltetøj

Fastelavnsboller med creme og syltetøj

Da jeg i sidste uge havde gang i en større produktion af fastelavnsboller, lavede jeg også disse fastelavnsboller med creme og syltetøj. Ligesom dem med chokolade indeholder de her også en kogt hjemmelavet vaniljecreme. Den smager virkelig godt, og udover fastelavnsboller kan cremen også bruges til wienerbrød eller i lagkager.

Jeg har brugt jordbærsyltetøj til mine fastelavnsboller, men der kan man selvfølgelig bruge lige den syltetøj, som man bedst kan lide.

Fastelavnsbollerne kan godt laves på forhånd, og fryses inden de bages.
Så efter de har hævet anden gang, kan bollerne kommes forsigtig i fryseposer eller allerbedst i en beholder. Når de skal bruges, tages de op af fryseren til optøning i et par timer, og derefter kan de bages og pyntes som beskrevet længere nede i opskriften.

Se også: flere opskrifter til fastelavn og fastelavnsfester.

Fastelavnsboller med creme og syltetøj

Opskrift på fastelavnsboller med creme og syltetøj

Dej:
100 g smør
1,5 dl sødmælk
25 g gær
4 spsk sukker
0,5 tsk groft salt
1 tsk kardemomme
1 tsk vaniljesukker
1 æg
425 g hvedemel

Vaniljecreme:
2 æg
4 spsk sukker
2,5 tsk vaniljesukker
1 spsk majsstivelse (Maizena)
2 dl sødmælk

Syltetøj:
18 teske jordbær- eller hindbærsyltetøj
(halvanden teske syltetøj til hver fastelavnsboller)

Pynt:
Mælk til at pensle med
Glasur af flormelis, vand og rød frugtfarve

Fremgangsmåde

Dej:
Smelt smørret i en lille gryde og tag gryden af varmen.
Tilsæt mælken og lad det afkøle et par minutter, så det føles lillefinger varmt.

Hæld det smeltede smør og mælken ned i en skål og rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker, salt, kardemomme og vaniljesukker og rør det sammen.
Kom ægget i og derefter melet lidt af gangen imens der røres. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at røre dejen sammen med. Rør dejen indtil den er helt samlet, blød og luftig.

Sæt dejen til at hæve i 40 minutter med et viskestykke over skålen.

Vaniljecreme:
Imens dejen hæver kan vaniljecremen laves.
Pisk æg og sukker sammen med et piskeris i en lille gryde til det er luftigt. Tilsæt vaniljesukkeret og majsstivelsen og pisk igen. Tænd for varmen på komfuret og hæld mælken i gryden imens der piskes. Pisk ofte i gryden imens cremen varmes op.
Ganske langsomt begynder det at blive tykkere og komme til at ligne vaniljecreme.
Der skal piskes ofte i gryden, så cremen jævnes ordenlig og ikke brænder på.
Når cremen har en tilpas tykkelse tages gryden af komfuret, og så skal cremen stå og køle af.

Forme fastelavnsbollerne:
Når dejen har hævet kommes der lidt mel ud på bordet og en kagerulle.
Rul dejen ud til en stor firkant med en tykkelse på cirka 0,5 centimeter.
Pas på ikke at bruge for meget mel. Dejen skal forblive blød og let at arbejde med, så er fastelavnsbollerne lettest at forme.

Skær dejen ud i cirka 12 lige store firkanter.
Fordel vaniljecremen ud på dej-firkanterne og derefter syltetøj øverst på cremen.
Luk dejen ved at samle de fire hjørner på hver del dej. Tryk dejen tæt og rund (helt glat) så der ingen åbninger og folder er på fastelavnsbollen. Det er vigtigt at være omhyggelig og sætte god tid af til det, for er der åbninger/folder flyder fyldet ud under bagningen.
Hvis dejen er svær at lukke og forme, kan det være fordi, der er brugt for meget mel under udrulningen. Så kan der kommes lidt vand på fingrene, så dejen igen bliver blød og “fedtet”.

Efterhævning og bagning:
Når alle fastelavnsbollerne er formet og lukket godt, sættes de med lukningen nedad på en eller to plader med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter.

Pensl fastelavnsbollerne med mælk og bag dem i en forvarmet ovn.
Bagetid: 175° varmluft i midten af ovnen i 20-25 minutter. Bagetiden afhænger af ovnen.

Lad fastelavnsbollerne køle af på en rist inden der kommes lyserødt glasur på.

Mængde

Cirka 12 fastelavnsboller med creme og syltetøj

Følg Madling.dk på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *