Fastelavnsboller med creme og remonce

Fastelavnsboller med creme og remonce

Din sidste opskrift på fastelavnsboller som jeg vil dele med jer i denne omgang er fastelavnsboller med creme og remonce. De indeholder hjemmelavet vaniljecreme, som er kogt på sødmælk og en remonce af smør, sukker og marcipan. Det er en rigtig god blanding med creme og remonce og giver fastelavnsbollerne godt med fyld.

Ligesom de andre fastelavnsboller som jeg har lavet, kan de her også fryses, inden de bages. Så er det bare at tage dem op til optøning, inden de skal i ovnen. Nybagte fastelavnsboller er bare noget af det bedste!

I næste uge går det løs med fastelavn for William og Malte. William skal til fastelavn på skolen mandag, og i Maltes børnehave er det på fredag. Drengene har valgt den samme udklædning, og tøjet har allerede været i brug flere gange.

Rigtig god weekend og fastelavn i næste uge ;-)

Se også: fastelavnsboller med creme og chokolade – fastelavnsboller med creme og syltetøj.

Fastelavnsboller med creme og remonce

Fastelavnsboller med creme og remonce

Opskrift på fastelavnsboller med creme og remonce

Dej:
100 g smør
1,5 dl sødmælk
25 g gær
4 spsk sukker
0,5 tsk groft salt
1 tsk kardemomme
1 tsk vaniljesukker
1 æg
425 g hvedemel

Vaniljecreme:
2 æg
4 spsk sukker
2,5 tsk vaniljesukker
1 spsk majsstivelse (Maizena)
2 dl sødmælk

Remonce:
75 g blødt smør
75 g sukker
85 g marcipan

Pynt:
Mælk til at pensle med
Glasur af flormelis og vand
Chokoladeknapper og hakkede mandler

Fremgangsmåde

Dej:
Smelt smørret i en lille gryde og tag gryden af varmen.
Tilsæt mælken og lad det afkøle et par minutter, så det føles lillefinger varmt.

Hæld det smeltede smør og mælken ned i en skål og rør gæren ud heri.
Tilsæt sukker, salt, kardemomme og vaniljesukker og rør det sammen.
Kom ægget i og derefter melet lidt af gangen imens der røres. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at røre dejen sammen med. Rør dejen indtil den er helt samlet, blød og luftig.

Sæt dejen til at hæve i 40 minutter med et viskestykke over skålen.

Vaniljecreme:
Imens dejen hæver kan vaniljecremen laves.
Pisk æg og sukker sammen med et piskeris i en lille gryde til det er luftigt. Tilsæt vaniljesukkeret og majsstivelsen og pisk igen. Tænd for varmen på komfuret og hæld mælken i gryden imens der piskes. Pisk ofte i gryden imens cremen varmes op.
Ganske langsomt begynder det at blive tykkere og komme til at ligne vaniljecreme.
Der skal piskes ofte i gryden, så cremen jævnes ordenlig og ikke brænder på.
Når cremen har en tilpas tykkelse tages gryden af komfuret, og så skal cremen stå og køle af.

Remonce:
Skær det bløde smør ud i små tern og kom det ned i en skål.
Hæld sukkeret ud over smørret og tilsæt også marcipanen skåret ud i tern.
Rør det hele sammen med en ske og ælt det efterfølgende sammen med hænderne til en samlet masse. Sæt remoncen til side til den skal bruges.

Forme fastelavnsbollerne:
Når dejen har hævet kommes der lidt mel ud på bordet og en kagerulle.
Rul dejen ud til en stor firkant med en tykkelse på cirka 0,5 centimeter.
Pas på ikke at bruge for meget mel. Dejen skal forblive blød og let at arbejde med, så er fastelavnsbollerne lettest at forme.

Skær dejen ud i cirka 12 lige store firkanter.
Fordel vaniljecremen ud på dej-firkanterne og en skefuld remonce på hver.
Luk dejen ved at samle de fire hjørner på hver del dej. Tryk dejen tæt og rund (helt glat) så der ingen åbninger og folder er på fastelavnsbollen. Det er vigtigt at være omhyggelig og sætte god tid af til det, for er der åbninger/folder flyder fyldet ud under bagningen.
Hvis dejen er svær at lukke og forme, kan det være fordi, der er brugt for meget mel under udrulningen. Så kan der kommes lidt vand på fingrene, så dejen igen bliver blød og “fedtet”.

Efterhævning og bagning:
Når alle fastelavnsbollerne er formet og lukket godt, sættes de med lukningen nedad på en eller to plader med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter.

Pensl fastelavnsbollerne med mælk og bag dem i en forvarmet ovn.
Bagetid: 175° varmluft i midten af ovnen i 20-25 minutter. Bagetiden afhænger af ovnen.

Lad fastelavnsbollerne køle af på en rist inden der kommes glasur og pynt på.

Mængde

Cirka 12 fastelavnsboller med creme og remonce

Følg Madling.dk på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.