Cookies med påskeæg
Kage og dessert

Cookies med påskeæg

Cookies med påskeæg

Cookies med påskeæg – en nem opskrift på skønne kager med marcipanæg.

Jeg har bagt flere varianter af mine gode cookies. Hele tre nye slags er der på vej her på bloggen, og den første bliver disse cookies med påskeæg. Opskriften skulle være delt noget før, men bedre sent end aldrig som man siger.

Kagerne er super nemme at lave og de bliver sprøde i kanten men stadig med en lidt blød midte. Sådan synes jeg, at de smager allerbedst. Mine påske cookies er lavet med små marcipanæg i forskellige farver. Det giver de fineste påske småkager, og så smager de lækkert.
Så hvis du også vil nå lidt påske bagning, kan jeg bestemt anbefale at prøve dem.

Jeg håber, at I har en dejlig fridag og 2. påskedag? Vi har nydt påsken, og selv om vi ikke nåede alle ting, så har det været dejligt, at der også har været god plads til afslapning og at sove længe. Vi ville gerne have nået at male et rum i huset, men det må blive i næste ferie eller i en forlænget weekend.

Påske småkager.

Jeg har som nævnt brugt marcipanæg til opskriften, dem der hedder mini fugleæg. Men der kan også bruges dronning-mandler, mandelæg eller andre varianter med eller uden nødder. Dem jeg kom i var der ingen nødder men kun marcipan og mørk chokolade i.

Efter kagerne er bagt skal de køle af på en rist til de bliver sprøde. Herefter kan de løftes over i en beholder med låg til opbevaring eller spises med det samme sammen med en kop te eller kaffe.

Prøv også disse is-sandwich med cookies. De laves af cookies med chokolade og vaniljeis i midten. Det vil sikkert også smage godt med en påske udgave, hvor der bruges påske cookies og is :-) Fortsat god mandag og fridag til jer alle.

påske bagning
marcipanæg

Cookies med påskeæg

Antal 18 stk.

Ingredienser

  • 100 g blødt smør
  • 100 g farin
  • 100 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 knivspids  fint salt
  • 185 g hvedemel
  • 200 g mini marcipanæg

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft).
    Kom smør, farin og sukker ned i en skål og pisk det godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine. Der kan også bruges en elpisker.
    Tilsæt ægget og pisk igen.
    Kom bagepulver, vaniljesukker, salt og halvdelen af melet ned i skålen og piske det sammen. Hæld den anden halvdel mel ned i skål og pisk igen. Dejen skal piskes til den har samlet sig og til den klistrer.
    Hak marcipanæggene ud i en blanding af grove tern og små stykker og hæld dem ned i skålen. Rør dem ud i dejen med en ske.
    Kom bagepapir på to bageplader så de står klar.
    Form 18 runde kugler ud af dejen. Hvis du gerne vil have dine cookies lige store, kan du vejen dejen af. Hver kugle dej skal veje cirka 40 gram.
    Kuglerne må ikke stå for tæt op af hinanden på bageplade. Der skal være god plads til at dejen kan flade ud.
    Bag kagerne i midten af ovnen - en plade af gangen i 13-14 minutter. Bagetiden afhænger af ovnen.
    Kagerne skal være lyse med en lille lysebrun kant og bund. Så bliver de allerbedst.
    Lad kagerne køle af på bagepladen inden de flyttes.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar