Coleslaw
Salat

Coleslaw med æble og mandler

Coleslaw

Coleslaw med æble og mandler – den bedste coleslaw opskrift.

Hjemmelavet coleslaw er en af mine yndlingssalater. Jeg synes, det er sådan en god og sprød salat. Den mætter også godt, og så kan den nemt varieres. I denne coleslaw med æble og mandler har jeg også tilsat tørrede tranebær, og så er det hele vendt i en god dressing.

Af alle de opskrifter på coleslaw som jeg tidligere har lavet, så er det her den allerbedste! Dressingen er god og sammensætningen af hvidkål, gulerødder, æble og saltmandler helt perfekt. Jeg lavede salaten i weekenden, da vi havde gæster og de gav i alt fald udtryk for, at de var lige så begejstret for min coleslaw salat. Helt ærligt så plejer jeg ikke at være så glad for tranebær, men efter at have smagt dem i denne sammenhæng, så er jeg blevet fan.

Jeg har brugt hvidkål til opskriften, men man kan faktisk også godt lave coleslaw med spidskål. Det smager også vældig godt, så hvis du ikke kan få hvidkål så køb endelig spidskål i stedet.

Coleslaw kan spises som tilbehør til hjemmelavede burgere, pulled pork og spareribs. Det smager også godt til grillmad en sommerdag, eller du kan bruge coleslaw som tilbehør til aftensmad i stedet for en almindelig salat. Vi fik det i weekenden sammen med kylling lavet i ovnen, bagekartofler med hjemmelavet hvidløgssmør med persille og så denne pragtfulde coleslaw med æble og mandler.
Hvis coleslawen først skal spises senere, kan du vente med at tilsæt æblerne og de salte mandler. Så er du sikker på at æblerne ikke bliver brune og mandlerne holder sig sprøde.

Jeg plejer at lave en stor portion saltmandler, når jeg alligevel er i gang. Så har vi til salater, madpakken og eftermidagssnack.

Coleslaw med æble
Salat

Coleslaw med æble og mandler

Antal 8 personer

Ingredienser

  • 400 g snittet hvidkål
  • 5-6 gulerødder
  • 1 lille håndfuld tørrede tranebær
  • 1 lille håndfuld saltmandler
  • 2 røde æbler

Dressing

  • 25 g mayonnaise
  • 200 ml cremefraiche 18%
  • 1 tsk. honning
  • Salt og peber
  • 1 tsk. lagereddike
  • 0,5 tsk. Dijonsennep

Sådan gør du

  • Skyl og snit hvidkålen fint.
    Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern. Bland hvidkålen og gulerødderne sammen i en skål.
    Kom alle ingredienserne til dressingen ned i en skål og rør det godt sammen. Smag dressingen til og tilsæt eventuelt mere salt og peber.
    Hæld dressingen over salaten og vend det godt rundt.
    Tilsæt de tørrede tranebær og vend salaten rundt igen. Hak saltmandlerne ud i mindre stykker. Jeg har ikke hakket dem fint men blot i lidt mindre stykker. Bland dem i salaten.
    Skyl æblerne og skær dem ud i helt små tern som vendes rundt i salaten inden servering.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Følg meget gerne med på Facebook og Instagram profil også. 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar