Burger bowl – burger serveret som salat i en skål fyldt med masser af grøntsager, ost, avocado og sprøde pomfritter.
Vi elsker burger i stort set alle afskygninger herhjemme. Burger med og uden ost, frikadelleburger, flæskestegsburger, hjemmebagte burgerboller, bøfsandwich og så videre. Derfor tænkte jeg også nok at denne burger bowl ville blive et hit. Det er vel egentlig en burger-salat, hvor man kan mixe, som man bedst kan lide det.
Vi havde et par bagekartofler tilbage, så dem brugte jeg til at lave lækre sprøde pomfritter som også blevet anrettet sammen med salaten.
Til vores burger bowl har jeg brugt salat, rødløg, små tomater, agurk og avocado. Avocadoerne er ikke lavet til guacamole men blot mast sammen med en gaffel. Så bliver de dejlig cremede og kan fx. drysses med peber. Sådan spiser jeg ofte mine avocadoer, og jeg bruger dem både til røræg, salat og aftensmaden.
Aiolien er ikke hjemmelavet. Det er bare en købe udgave, som jeg synes er god. Man kunne også servere en burgerdressing til, ketchup eller en hjemmerørt mayonnaise.
Drengene syntes, at det var sjovt med en burger-skål , selv om de dog startede ud med at spørge, “hvor er burgerbollerne?”.
Har I prøvet burger bowl hjemme ved jer? Lad mig endelig høre hvis I prøver min opskrift, og hvad I synes om den :-)
Prøv også:
Burger bowl
Ingredienser
Bøffer
- 600-700 g hakket oksekød
- Salt og peber
- Smør
Pomfritter
- 3 store bagekartofler
- Olie
- Salt
Grøntsager og tilbehør
- 4 skiver cheddarost
- Salatblade (fx. 1-2 bakker med flere forskellige slags)
- Agurk
- Rødløg
- Tomat
- 2-3 avocadoer
- Aioli (jeg har brugt den fra Svansø på glas)
- Sesamfrø
Sådan gør du
Pomfritter
- Skæl bagekartoflerne og skær dem ud i stave. Kom dem ned i en frysepose og hæld lidt olie der ned. Ryst posen godt så olien fordeles på alle pomfritterne. Hæld pomfritterne ud på en plade med bagepapir og drys med salt. Kom pladen i en forvarmet ovn på 225 grader varmluft i cirka 45 minutter. Vend pomfritterne undervejs, så de får farve på alle siderne.
Grøntsagerne
- Skyl salatbladene og læg dem i skålene. Skær skiver af agurk og tynde skiver af rødløg og anret dem på tallerkenerne. Skyl også tomaterne og skær dem over på midten inden de lægges i skålene. Jeg har brugt små skåle til dyppelsen. En med aioli og en med avocado. Avocadoerne er mast med en gaffel og drysset med peber.
Bøfferne
- Form bøfferne, drys med salt og peber og steg dem på panden i smør. Skær fire stykker cheddar og læg dem på bøfferne, når de er færdigstegte. Sluk for komfuret imens panden står der, så bøfferne får eftervarmen og osten smelter. Læg bøfferne i skålene og drys med sesamfrø inden servering.
Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram ♥
Ingen kommentarer