Brownie cookies

Brownie cookies

Hvis du ligesom mig er chokolade-elsker, så vil du helt sikkert også være vild med disse brownie cookies!
De har en skøn smag af mørk chokolade med et strejf af salt, og inden i kagerne er der smeltet chokolade. Jeg kom lidt over en teske fuld havsalt i dejen, da jeg lavede kagerne. Jeg synes, det smager så godt, når man blander salt og chokolade. Så får man både noget af det salte og noget af det søde – og den lille eftersmag af salt giver lige det sidste plus til kagerne.

Jeg var ikke ene om, at synes godt om de her brownie cookies. Både William og Malte spurgte, “må vi få mere”, efter de havde fået den første lille smagsprøve. “Hvor mange kager har du lavet”, spurgte Malte efterfølgende. “Er der 1000 kager?”
Ahhhh helt så mange havde jeg dog ikke bagt ;-)
Men opskriften giver 10 store brownie cookies, og vi har heldigvis et par stykker tilbage endnu til fredags-hygge ♥

Kan I have en rigtig god weekend :-)

Brownie cookies

Brownie cookies

Brownie cookies

Brownie cookies

Opskrift på brownie cookies

75 g blødt smør
75 g sukker
1 tsk vaniljesukker
0,5 tsk bagepulver
2 æg
55 g hvedemel
0,5 tsk havsalt (+ en smule mere – hvis man godt kan lide cookies med salt )
100 g mørk chokolade
200 g mørke chokoladeknapper

Fremgangsmåde

Pisk smørret sammen med sukkeret – enten med en elpisker eller i en køkkenmaskine. Pisk indtil det er rørt godt sammen til en fast konsistens. Tilsæt vaniljesukker, bagepulver og æggene. Pisk igen til konsistensen er let og luftig. Tilsæt melet og pisk det langtsomt ind i dejen.

Smelt chokoladen (de 100 gram) i mikroovnen eller i et vandbad. Når det er små mængder chokolade, plejer jeg bare at bruge mikroovnen. Hæld den smeltede chokolade og saltet i dejen og rør den sammen. Til sidst tilsættes chokoladeknapperne og dejen røres sammen med en ske.

Kom bagepapir på to plader og sæt 10 klatter af dej på pladerne. De flyder ud og bliver store, så de skal have god plads.

Bag kagerne i en forvarmet ovn. Bagetid: 8-12 minutter ved 200°.
Bagetiden afhænger af ovnen. Kagerne må ikke være flydende – men heller ikke få for længe. De skal helst holde den bløde konsistens og have flydende chokolade i midten.

Efter kagerne er taget ud af ovnen, skal de køle af i 10-15 minutter, inden de flyttes over i en beholder eller spises ;-)

Mængde

10 styk brownie cookies

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.