De her boller er utrolig lækre. De er luftige, smager skønt og er nemme at lave.
De skal koldhæve i køleskabet natten over, og de skal hverken æltes eller formes.
Jeg synes selv, at jeg har været heldig at ramme en god smag og konsistens.
Skorpen er sprød, og indeni er bollen blød og luftig med mange luftbobler.
Desuden synes jeg, det er rart med boller som ikke skal formes, fordi jeg ofte bliver afbrudt, når jeg bager. Det er ret upraktisk at stå med hænderne fyldt af dej, når der er to børn som har brug for hjælp.
Jeg lavede dejen om aftnen og satte den i køleskabet i cirka 12-13 timer. Mindre kan sikkert også gøre det, men en lang hævetid gør ofte dejen bedre. Bollerne er “formet” ved hjælp af to spiseskeer, da den er meget flydende på grund af den store mængde vand som er tilsat.
Vi spiste bollerne om formiddagen som en sen morgenmad, inden den yngste skulle ud og sove lur. Da min ædlste søn smagte bollerne, sagde han, “mor de her boller kan jeg meget godt lide”. Det er altid dejligt med ros fra selv den mest mad-kritiske beboer i huset. Så ved jeg, at jeg har lavet noget godt :-)
Boller med mandler
Ingredienser
- 6 dl vand
- 10 g gær
- 2-2,5 tsk. groft salt
- 100 g mandler
- 650 g hvedemel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i vandet i en skål. Tilsæt salt og grofthakket mandler. Kom langsomt melet ned i skålen og rør dejen rundt med en elpisker eller en køkkenmaskine. Den skal røres meget grundigt sammen, gerne i en 4-5 minutter.Kom film over skålen og stil dejen i køleskabet natten over. Her skal den hæve i mindst 10-12 timer.Dagen efter tages dejen ud af køleskabet, og bollerne laves ved hjælp af to spiseskeer. Bollerne skal ikke formes, det er dejen alt for flydende til. Lav runde klatter af dejen på en plade med bagepapir.Bagetid: 25 minutter ved 200 grader varmluft.
Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.
6 Kommentarer
De ser bare helt perfekte ud de her boller, de lufthuller ;-)
Knus Anna
– anna-mad.blogspot.dk
Hej Anna
Tak for de søde ord :-)
De smager altså også bare godt, og jeg har næsten lavet dem hver uge lige siden.
God weekend.
Kh. Mie
Hvordan er de, hvis man ikke spiser dem samme dag som de er bagt?
Det er ikke så tit, at vi gemmer boller til dagen efter.
Vi plejer, at gemme dem vi ikke får spist om morgenen til frokost eller mellemmåltid på farten. Resten fryser jeg ned, og så er de næsten som nybagte, når de lunes.
Så jeg tør ikke at sige, hvor længe de kan holde sig friske.
Synes ikke mine boller bliver ret høje ?
Har du bagt dem ved varmluft? Der kan godt være en del forskel på ovne.
Har du lavet samme antal boller som i opskriften?
Dem her er heller ikke særligt høje, men de skal selvfølgelig heller ikke være flade :-)