Bløde bamseboller med grahamsmel

Bløde bamseboller med grahamsmel

Lækre og bløde bamseboller med grahamsmel og kardemomme.

Jeg har flere gange bagt lyse bamseboller både med og uden rosiner og med chokolade. Denne her gang har jeg prøvet at bage bamseboller i en grovere variant.
Jeg har udskiftet en del af hvedemelet med grahamsmel og brugt en mindre mængde hvedemel. Samtidig har jeg udskiftet smør med olie og justeret på salt- og sukkermængden.

De her bamseboller med grahamsmel indeholder kardemomme – ligesom de andre bamseboller, som jeg har bagt. Vi kan så godt lide kardemomme, og så dufter det bare så skønt. Hvis ikke man er så begejstret for kardemomme, kan det godt undlades, og så har man i stedet en grovbolle.

Bamsebollerne kan fryses så de er lige til at tage op. De holder sig bedst, hvis de kommes i fryseposer imens de stadig er en smule lune.

Se også:
Bløde bamseboller
Bløde bamseboller med chokolade 

Bløde bamseboller med grahamsmel

Hvis du er fast læser af bloggen, har du nok bemærket, at opskriften ser lidt anderledes ud, end det plejer. Det er fordi, at jeg er ved at få lavet nogle ting om på Madling og opstillingen af opskrifterne kommer også til at ændre sig.
Jeg vil gerne bevare den store skriftstørrelse, som altid har haft. Jeg håber dog, at opskrifterne bliver lettere for jer at læse og benytte, og at det bliver lettere at printe opskrifter ud :-) 

Bløde bamseboller med grahamsmel

Antal 16 stk.

Ingredienser

  • 2,5 dl letmælk
  • 40 g gær
  • 4 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 dl solsikkeolie
  • 1 æg
  • 350 g grahamsmel
  • 200 g hvedemel

Pensling:

  • 1 æg
  • 1 spsk. mælk

Fremgangsmåde

  • Lun mælken (så den er lillefinger varm) og tilsæt gæren.
    Når gæren er rørt ud i mælken tilsættes sukker, salt og kardemomme.
    Tilsæt olien og ægget og rør det sammen. 
    Hæld derefter melet i lidt af gangen. Jeg har brugt en køkkenmaskine, til at røre dejen sammen med. Når alt melet er tilsat, skal dejen røres i yderligere 5-6 minutter til dejen er helt blød og luftig og til den slipper dejkrogene.
    Sæt dejen til at hæve i 30 minutter med et viskestykke over skålen.
    Når dejen har hævet formes bollerne og lægges på to plader med bagepapir på.
    Dejen er blød og meget nem at arbejde med. Der skal ikke bruges ekstra mel, når bollerne formes.
    Gør to viskestykker våde under koldt vand og vrid dem godt. Kom de fugtige viskestykker over pladerne med bollerne. Lad bollerne efterhæve i 15 minutter til de har hævet og fået en fin rund facon.
    Pisk æg og mælk godt sammen med en gaffel og pensl bollerne.
    Bag bollerne i midten af en forvarmet ovn. Bollerne bliver pænest og mest blanke, hvis der kun bages en plade af gangen. Men man kan selvfølgelig godt komme begge plader ind i ovnen samtidig – smagen bliver lige god.
    Bagetid: 15-16 minutter ved 200 grader varmluft.
    Lad bollerne køle af på en rist inden de spises.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.