Banankage
Kage og dessert

Banankage

Banankage

Opskrift på banan kage med mørk chokolade og mandler.

Min store dreng og jeg havde en rigtig hyggelig eftermiddag i går. Jeg hentede ham om formiddagen i børnehaven, fordi han skulle til 5 års undersøgelse og vaccine hos lægen. Jeg havde lovet, at vi to skulle hjem og bage kage og lege bag efter. Helt uden lillebror!

Da vi efter besøget hos lægen stod foran hoveddøren, sagde han “mor, kan du så bare gå ind af døren, helt uden at skulle om med barnevognen?” “Ja”, svarede jeg – “for den står jo over i vuggestuen hos lillebror”. “Det er utroligt,” var hans svar :-)

Vi legede og bagte og spiste banankage med chokolade, som han havde ønsket det. Vi slappede af til lidt Toy Story, og ryddede op sammen i køkkenet. Det var så hyggeligt at have “os to tid,” og det var ved at være alt for længe siden, at vi sidst havde haft sådan en dag. Jeg kan virkelig se på ham, at han nyder at have mig helt for mig selv. “Der er ingen larm, der er ingen der afbryder os,” sagde han også. Jeg må jo give ham ret. Sådan en lillebror på halvanden år tager meget tid af mor og far, og han larmer også en hel del, når tingene ikke går hans vej ;-)

Det dejlige er heldigvis, at de bliver så glade, når de ser hinanden i igen. Men jeg tror stadigvæk, at det er vigtigt, at de får lov at have mor og/eller far for sig selv af og til. De dage hvor lillebror er træt og ked og har brug for ekstra omsorg, forsøger vi at dele os op. For ellers går det hen kun og bliver den lille som er i fokus, og det er ikke fair. Desværre er det ikke altid, at der er mulighed for den løsning, men vi forsøger.

Banankage
Banankage
Tilbage til banankagen… som blev virkelig god! Vi startede med at tage de ingredienser ud på bordet, som vi ville have i kagen. Herefter målte jeg det meste op, og min søn rørte dejen sammen og moste bananerne. Han synes nu at to bananer var alt for lidt,
“7 bananer skal der i mor,” sagde han ;-)
Det er vigtigt at bananerne som kommes i kagen er modne, faktisk må de gerne være overmodne. Så er de lette og mose og gør kagen lækker og sød. Mandlerne og den mørke chokolade er hakket groft, så der er knas i kagen og store stykker smeltet chokolade.

Vi lavede kagen i en springform. Den kan også sagtens laves i en franskbrødsform men i så fald, skal det være en stor form eller to mindre.

Se flere opskrifter på kager her:
Kage og dessert

Banankage

Antal 1 kage

Ingredienser

  • 3 æg
  • 1,5 dl sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver (med top)
  • 150 g hvedemel
  • 2 modne og gerne bløde bananer
  • 150 g smør
  • 100 g mandler
  • 120 g mørk chokolade

Sådan gør du

  • Pisk æg og sukker sammen i en skål. Tilsæt vanilje, bagepulver og mel.
    Mos bananerne med en gaffel og kom dem i skålen. Smelt smørret og rør det rundt med en ske sammen med de øvrige ingredienser. Hak mandlerne og chokoladen groft og rør dem rundt i dejen.
    Smør en springform (almindelig størrelse) med smør eller olie og hæld dejen ned i.
    Bag kagen i midten af ovnen i 50 minutter ved 175 grader varmluft.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

2 Kommentarer

  • Svar A + K = ♥ 18. december 2013 at 13:19

    Elsker virkelig banankage – og med både choko og nødder, er det jo en endnu større fest :D

    – Anne

  • Svar Mie 19. december 2013 at 12:28

    Hej Anne
    Ja, det smagte virkelig skønt :-)
    Hilsner fra Mie.

  • Skriv din kommentar