Bagekartofler med timiansmør
Dip og dressing

Bagekartofler med timiansmør

Bagekartofler med timiansmør

Vi har rigtig fået grillet efter at Søren fik en gasgrill til sin fødselsdag. Vi har brugt den mange gange, og man kan da ikke komme udenom, at det er noget lettere end at skulle tænde op med kul. Forleden dag da vi havde min mor på besøg, lavede jeg lækre grillspyd med kylling og grøntsager. Som tilbehør fik vi bagekartofler med timiansmør til.

Jeg elsker friske krydderurter og bruger dem stort set hver dag til vores aftensmad. Et år havde vi plantet et stort bed kun med friske krydderurter, og de krydderurter som vi ikke fik brugt inden vinteren kom, tørrede jeg til senere brug.
I år er alt det som drengene og jeg har plantet næsten ikke blevet til noget, eller også er planterne døde på grund af alt regnen og manglede sol. Det er godt nok ærgerligt, for det er så hyggeligt at kunne hente friske krydderurter, bær og grøntsager i haven.
I stedet har vi købt krydderurter, som vi har i vindueskarmen i køkkenet. Der kan de godt holde sig, men det er ikke det samme, som at kunne hente i haven. Vi må håbe, at sommeren til næste år byder på masser af sol og varme.

Bagekartofler med timiansmør

Bagekartofler med timiansmør. Smørret kan også laves med fx. frisk oregano, persille, rosmarin eller basilikum.  

Opskrift på bagekartofler med timiansmør

1-2 bagekartofler pr. person

(dobbelt portion)
200 g blødt smør
1 tsk havsalt
1 fed hvidløg
Godt med frisk timian

Fremgangsmåde

Skyl og skrub bagekartoflerne grundigt og pak dem ind i stanniol.
Bag kartoflerne i en forvarmet ovn i 50-60 minutter ved 200°.

Rør smørret sammen med salt og presset hvidløg. Hak timianen og rør den ind i smørret.
Læg smørret over på et stykke bagepapir eller madpakkepapir og rul det til en pølse.
Luk papiret i enderne og kom smørret i fryseren i en time. Efterfølgende lægges det kolde smør i køleskabet i 30-45 minutter eller til det skal bruges.

Mængde

Bagekartofler + 200 gram timiansmør

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar