Asiatisk salat
Salat

Asiatisk salat

Asiatisk salat

Opskrift på asiatisk salat – en salat med kål og cashewnødder.

Da vi holdte Sørens fødselsdag for et par uger siden med familien, havde vi bestilt en masse lækkert sushi og små lækre varme retter. Der var blandt andet små kødboller, fried rice, forårsruller, rejechips og meget andet. Vi plejer altid at lave maden selv, når vi har gæster, men denne gang ville vi gøre det anderledes og noget lettere for os selv. Jeg stod derfor kun for at skulle lave desserten og så et par småting til selve buffetten.

Til sushien havde jeg lavet denne lækre og enkle asiatiske salat med kål og cashewnødder. Det var ret svært at finde på en passende salat, for hvilken slags salat passer til sushi? Jeg var både ude i varme salater og salater med æg. Det endte dog med en salat med rødkål, gulerødder, peberfrugt og agurk. Salaten er pyntet med ristede cashewnødder, bredbladet persille og nigellafrø. Jeg synes faktisk, at den fungerede rigtig godt til maden, og selv om vi fik salaten til sushi, tænker jeg, at den også ville fungere godt som salat til kylling eller fisk.

Vi var 16 personer til fødselsdagen, og jeg havde lavet en dobbelt portion asiatisk salat. I opskriften her under har jeg halveret ingredienserne, så den passer til cirka 8 personer. Vi havde rigeligt salat, så måske er det stadig lidt i overkanten, men så kan resterne gemmes til dagen efter.

Se også disse opskrifter:
Sushi uden fisk
Hjemmelavet sushi med grøntsager
Rispapirruller med sprød kylling
Vietnamesiske forårsruller

Asiatisk salat - opskrift

Asiatisk salat

Antal 8 personer

Ingredienser

  • 300 g gulerødder
  • 150 g rødkål
  • 1 hoved mini romainesalat
  • 0,5 agurk
  • 1 rød peberfrugt
  • 2-3 spsk. rapsolie
  • Bredbladet persille
  • 40-50 g cashewnødder uden salt
  • Nigellafrø

Sådan gør du

  • Skræl gulerødderne og riv rødkålen og gulerødderne på et rivejern, mandolinjern eller en peeler. Alt efter hvor smalle eller grove du ønsker dem.
    Tag bladene af salaten og skyl dem. Lad bladene dryppe af i en sigte og knæk dem derefter ud i små passende stykker. Kom salaten ned i skålen sammen med rødkålen og gulerødderne.
    Skyl agurken og skær den ud i helt tynde skiver og hæld dem ned i salaten.
    Skyl peberfrugten og skær den ud i smalle strimler. Kom også peberfugten ned i skålen og hæld rapsolie ud over. Bland salaten godt sammen og tilsæt lidt mere olie, hvis du synes.
    Skær persillen ud i lidt mindre stykker (den skal ikke være helt finthakket) og pynt salaten med den.
    Rist cashewnødderne på en tør pande og skær dem ud i små stykker, når de er afkølet. Hæld dem over salaten sammen med nigellafrøene.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar